Foto:

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Forfærdelig skade til AGF-spiller

AGF's Zach Duncan blev alvorligt skadet i Superliga-kampen mod Randers FC

Han lignede en, der havde oprigtigt ondt, da han lå og vred sig på banen i midten af første halvleg i torsdagens kamp mod Randers FC. Og fredag står det desværre klart, at AGF's australske talent Zach Duncan kom alvorligt til skade i det uheldige sammenstød med en modstander.

Det oplyser AGF selv på klubbens hjemmeside.

Den 19-årige midtbanespiller er blevet undersøgt, og han har pådraget sig en korsbåndsskade, der holder ham ude i en længere periode. AGF forventer selv, at Zach Duncan ikke kommer til at spille mere i år. Der venter nemlig en operation og derefter et længere genoptræningsforløb, der betyder, at den australske U23-landsholdsspiller nok først kommer i aktion for AGF igen i 2021.

En trist nyhed for Zach Duncan, der på søndag fylder 20 år.

"Alle i og omkring AGF sender Zach de bedste tanker med ønsket om god bedring," skriver AGF på sin hjemmeside.

jwh

Publiceret 29 May 2020 17:20