Foto: AGF

Tissetrængende til drive-in fodbold skal dytte og sætte katastrofeblinket til

Superligakampen AGF - Randers vises på storskærm på P-scenen

Af
Jeppe Rafn

Torsdagens fodboldkamp i Superligaen mellem AGF og Randers kan ses på storskærm på P-scenen på Tangkrogen i Aarhus.

Der er plads til 500 biler på pladsen til arrangementet, der begynder en time før kampen med live-musik med Aarhus-bandet Zar Paulo samt interviews med David Nielsen, Niklas Backman og Alexander Munksgaard. Jøden er konferencier, og han spiller også sin nye AGF-sang sammen med Ham Den Lange og Marki Snøre.

Pladsen åbner klokken 17, og kampen slutter først knap fire timer senere, så hvad gør man, hvis man bliver tissetrængende?

"Hvis du skal på toilet, skal du sætte katastrofeblinket til og dytte. Så bliver du hentet af en steward, der guider dig på toilet. På samme måde kan du bestille en stadionplatte og betale med MobilePay," fortæller AGF's kommunikationschef Søren Højlund Carlsen.

Drive-in fodboldfesten er arrangeret i samarbejde med Ceres og Aarhus City Forening. Entréen koster 500 kroner pr. bil, og man må være op til fem personer i bilen.

Publiceret 25 May 2020 18:00