Modelfoto:

Modelfoto: Adobe Stock

Aarhusianske Lærke er klar til OL:

"Det er et stort cirkus"

Sammen med laser radial-sejleren Anne-Marie Rindom er windsurferen Lærke Buhl-Hansen fra Aarhus Sejlklub blevet udtaget til OL i Tokyo 2021

Denne sommer skulle have være fuld af sport. Men på grund af coronapandemien er alt aflyst, og det indbefatter selvfølgelig også OL, som er udskudt til næste år. Det har helt sikkert skabt en del ærgrelse rundt omkring blandt mange idrætsfolk. Tirsdag kan aarhusianske Lærke Buhl-Hansen dog glæde sig over, at hun er udtaget til OL.

Det meddeler DIF og Team Danmark således i en fælles pressemeddelelse, hvor det oplyses, at windsurferen fra Aarhus Sejlklub er udtaget til næste års OL i Tokyo sammen med Laser radial-sejleren Anne-Marie Rindom fra Horsens Sejlklub.

Den 28-årige windsurfer Lærke Buhl-Hansen deltog også ved OL i 2016, hvor det blev til en 15.-plads i bølgerne i Rio, og hun glæder sig til endnu en deltagelse ved den mest prestigefyldte sportskonkurrence i verden.

”Jeg fik en del erfaring i Rio, som, jeg tror bliver nyttig ved OL i Tokyo. OL er et stort ”cirkus” på mange måder, og det er helt fantastisk at være med til. Men der er også mange ting, der er anderledes ved et OL end andre stævner, og det, at jeg har prøvet det før, gør, at jeg forhåbentligt kan lave en endnu bedre placering i Tokyo,” siger Lærke Buhl-Hansen i pressemeddelelsen.

Søren Simonsen, der er chef de mission for det danske OL-hold, glæder sig til at se både Anne-Marie Rindom og Lærke Buhl-Hansen i aktion.

”Danmark har stolte og fantastiske OL-traditioner på vandet. Gang på gang lykkes det Dansk Sejlunion at stille en stærk gruppe atleter i forskellige bådklasser på et niveau, hvor de kan slå de allerbedste i verden. Det bliver også tilfældet ved de kommende olympiske lege næste år i Tokyo. Anne-Marie Rindom er en verdensklassersejler, som vi i den grad ser frem til at følge i Tokyo, og Lærke Buhl-Hansen har ved flere lejligheder vist, at hun tilhører verdenseliten. Vi håber på god vind for dem begge,” lyder det fra Søren Simonsen i pressemeddelelsen.

Også hos Team Danmarks direktør, Lone Hansen, er der begejstring over, at Lærke Buhl-Hansen og Anne-Marie Rindom er klar til OL i Tokyo.

”Det er to stærke navne, der skal kæmpe med Dannebrog på brystet som en del af det kommende hold til OL. Især Anne-Marie Rindom har markeret sig som en af verdens allerbedste sejlere i en bådklasse med meget højt internationalt niveau. Med udskydelsen af OL får de begge mulighed for at arbejde endnu bedre sammen med deres trænere og Team Danmarks eksperter, så de står skarpt til næste sommer,” siger Team Danmark-direktøren i pressemeddelelsen.

Fakta om Lærke Buhl-Hansen

  • Sportsgren: Sejlsport, windsurfing, RS:X
  • Født: 30. marts 1992
  • Klub: Aarhus Sejlklub
  • Bedste resultat: Nr. 14 ved VM 2018, nr. 15 ved OL 2016.
  • OL-deltagelse: 2016 i Rio

Kilde: DIF og Team Danmark

Publiceret 12 May 2020 10:08