Lystrup Futsals DM-semifinale er foreløbig udsat på ubestemt tid.

Lystrup Futsals DM-semifinale er foreløbig udsat på ubestemt tid. Arkivfoto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

Lystrup Futsal går glip af DM-semifinale

Semifinalen mod på hjemmebane mod København Futsal er udsat på ubestemt tid

Af
Kim Skovrup Andersen

SPORT Som så mange andre indendørs aktiviteter bliver Lystrup Futsal nu også ramt af coronavirus-aflysning.

Fredag aften skulle klubben have spillet semifinale-returkamp mod København Futsal i Lystrup Idrætscenter, men kampen er nu blevet aflyst.

Cheftræner for Lystrup Futsal, Michael Springborg, havde ellers håbet til det sidste, at kampen blev til noget. Også fordi hans hold havde en overordentlig god chance for at spille sig i DM-finalen for første gang efter at have vundet det første opgør på udebane med 7-3.

"Det er klart, at vi selvfølgelig er ærgerlige over det, men vi respekterer statsministerens udmelding og Sundhedsstyrelsens beskeder, og selvfølgelig følger vi dem. Vi vil ikke gå på kompromis med hverken tilskuerne eller spillernes sikkerhed. Vi skal ikke have en eller sag om, at der er startet et udbrud af coronavirus til en futsalkamp i Lystrup," siger han.

DBU Futsal havde et ekstraordinært ledelsesmøde om sagen torsdag, hvor det blev besluttet, at semifinalerne blev midlertidigt aflyst.

Michael Springborg er i gang med sin anden sæson som cheftræner for Lystrup Futsal.

Michael Springborg er i gang med sin anden sæson som cheftræner for Lystrup Futsal. Arkivfoto: FotoTrine, vildmedfoto.dk

"Der er ikke så meget at gøre end at vente og se tiden an. Vi håber på, at hvis og såfremt vi kommer hen på den anden side af 29. marts, at der så igen bliver givet grønt lys til at afvikle kampe. Det bliver svært at nå i forhold til udendørssæsonen, men vi håber, det kan lade sig gøre," lyder det fra cheftræneren.

Der er nemlig ingen officiel deadline for, hvornår futsalsæsonen skal slutte.

"Et drømmescenarie ville være, at vi kan spille semifinalen i april i et fyldt Lystrup Idrætscenter og så komme i en DM-finale. Og det kan være, at finalekampene bliver skåret ned fra tre til en kamp på grund af det her. Og hvis det bliver tilfældet, vil vi få hjemmebane i en eventuel finale, fordi man skifter hvert år mellem øst og vest," forklarer Michael Springborg, der vil forsøge at fortsætte med at træne sine spillere:

"Spillerne har det godt og er fit for fight. Og vi var stort set fuldtallig til træning i tirsdags, og hvis vi ikke hører andet, vil vi også prøve at fortsætte med at træne i en elle anden form i denne her karantæneperiode," siger han.

FAKTA

OM FUTSAL

  • Navnet futsal er en sammentrækning af ’fútbol sala/de salon’ på spansk og ’futebol de salão’ på portugisisk og kan oversættes til 'indendørs fodbold'.
  • Futsal adskiller sig på vigtige punkter fra det klassiske indendørs fodbold, for i futsal spiller hvert hold med fem spillere på en håndboldbane uden bander, og når bolden er ude af spil, skal der foretages et indspark ved igangsætningen.
  • I 2006/2007 gik DBU for alvor ind i arbejdet med udviklingen og udbredelsen af spillet og besluttede at forsøge at integrere futsal som en del af DBU’s officielle turneringer.

Kilde: DBU

Publiceret 13 March 2020 09:35