Fra 1. juli trækker IF Lyseng og VSK Aarhus-spillere den hvide AGF-trøjer over hovederne. Pressefoto

Fra 1. juli trækker IF Lyseng og VSK Aarhus-spillere den hvide AGF-trøjer over hovederne. Pressefoto

AGF går ind i kvindefodbold

Den aarhusianske storklub går sammen med IF Lyseng og VSK Aarhus om et kvindeligahold fra 1. juli

Gennem mange år har Aarhus været en fast del af toppen af dansk pige- og kvindefodbold. For at fastholde og udbygge denne position har AGF og Jyllands to største klubber – nemlig VSK Aarhus og IF Lyseng – nu forenet kræfterne i en ny elitesatsning under navnet ’AGF Kvindefodbold’.

Dermed samles nord-og sydbyen rent kvindefodboldmæssigt.

"I AGF har vi gennem længere tid med stor interesse fulgt med i den positive udvikling, kvindefodbolden har gennemgået både nationalt og internationalt, og vi har også fået forskellige opfordringer fra klubber i Aarhus til at engagere os. Et samarbejde omkring kvindefodbolden med Jyllands to største klubber på medlemssiden, IF Lyseng og VSK Aarhus, flugter godt med vores fokus på at favne hele byen, og det er med til at brande AGF endnu stærkere både lokalt og nationalt. Vi vil gerne være med til at understøtte, at Aarhus fortsat kan være med til at præge toppen af dansk kvindefodbold, og at de bedste spillere bliver i byen. Det har samtidig været vigtigt for os, at der bliver skabt en bæredygtig, uafhængig model for elitefodbolden på pige- og kvindesiden – både sportsligt, økonomisk og organisatorisk - og den opgave vil vi i AGF i fællesskab med VSK Aarhus, Lyseng og forhåbentlig resten af byen gerne være med til at løfte," siger Jacob Nielsen, administrerende direktør i AGF, i en pressemeddelelse.

Fra pressemødet hos Arbejdernes Landsbank i Aarhus om AGF Kvindefodbold AGF. Fra venstre er det: IF Lyseng-spiller Silje Strand, administrerende direktør i AGF Jacob Nielsen. VSK Aarhus-træner og kommende træner for AGFs kvindeligahold, Anders Nim, formand for AGF Kvindefodbold Marie Greve, Flemming Jensen fra IF Lyseng, Leif Gjørtz, formand for VSK Aarhus og VSK Aarhus-spiller Cecilie Winther.

Fra pressemødet hos Arbejdernes Landsbank i Aarhus om AGF Kvindefodbold AGF. Fra venstre er det: IF Lyseng-spiller Silje Strand, administrerende direktør i AGF Jacob Nielsen. VSK Aarhus-træner og kommende træner for AGFs kvindeligahold, Anders Nim, formand for AGF Kvindefodbold Marie Greve, Flemming Jensen fra IF Lyseng, Leif Gjørtz, formand for VSK Aarhus og VSK Aarhus-spiller Cecilie Winther. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix

Til pressemødet nævnte Jacob Nielsen det store potentiale, der er i kvindefodbolden, og at den ville overhale håndbolden og blive den næststørste kommercielle idrætsgren herhjemme i løbet af de kommende fem år.

Hos både VSK Aarhus og IF Lyseng ser man spændende perspektiver i den nye eliteoverbygning.

"Med den gode udvikling, der sker i pige- og kvindefodbolden, kan vi i VSK Aarhus, inden for rammerne af en amatørklub ikke længere løfte den økonomi og professionalisme, der skal til for at fastholde og udvikle det sportslige niveau og efterleve de stigende licenskrav. Derfor er vi også glade for, at vi sammen med AGF og IF Lyseng er nået til enighed om denne eliteoverbygning, som er det helt rigtige for byen. Kvinde- og pigefodbolden i Aarhus har et enormt potentiale, og ved at slå kræfterne sammen kan vi i endnu højere grad skabe et helt unikt elitetilbud til gavn for ikke bare Aarhus, men dansk fodbold," siger Leif Gjørtz Christensen, formand i VSK Aarhus.

Du kan gense pressemødet her:

"I Lyseng har vi de seneste 10 år arbejdet hårdt for at skabe et attraktivt talentudviklingsmiljø. Vi er nået langt, og vi ser den nye overbygning med VSK Aarhus og AGF som det næste skridt i udviklingen og muligheden for at fastholde vores talenter i byen og give dem et stærkt tilbud. Hvis vi stadig skal kunne fastholde og tiltrække dygtige spillere og trænere, kræver det et endnu større setup hele vejen rundt, og det får vi med det nye samarbejde, som vi har store forventninger til," siger Flemming Jensen, bestyrelsesmedlem i IF Lyseng.

Kvindeligaholdet vil fortsat spille hjemmekampe på Vejlby Stadion, mens U18 DM-holdet også bevarer deres hjemmebane i Lyseng.

Eliteoverbygningen omfatter kvindeliga-holdet i Gjensidige Ligaen og U18 DM, der fra den nye sæson vil komme til at spille under navnet AGF og i AGF’s spilledragt. Arbejdernes Landsbanks logo vil være på spillertrøjerne, da banken blive hovedsponsor for AGF Kvindefodbold.

ksa

Publiceret 11 March 2020 14:05