Niklas Backman tager sig til hovedet efter at være blevet vist ud for brok.

Niklas Backman tager sig til hovedet efter at være blevet vist ud for brok. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

TV: Tre mål og to røde kort i drama mellem Silkeborg og AGF

AGF tabte overraskende til Superligaens bundhold Silkeborg

Af
Jeppe Rafn

AGF ville mandag aften med en sejr på udebane over Silkeborg være sikker på at slutte i top-6, som efter 26. spillerunde spiller om medaljer, mens resten af Superligaen spiller om at undgå nedrykning.

Midtvejs i 1. halvleg knaldede Casper Højer et hårdt indlæg fra venstre ind foran Silkeborg-målet. Her kom Jakob Ankersen flyvende frem og prikkede til bolden, som røg på indersiden af stolpen og ud i spil igen.

Hjemmeholdet var anderledes heldige og effektive i 35. minut, hvor en helkikset afslutning fra Jeppe Okkels endte hos brasilianske Junior Brumado, der er kendt for aldrig at score, men fint placerede bolden helt ude ved stolpen udenfor AGF-målmand William Eskelinens rækkevidde. 1-0 til Silkeborg.

Fire minutter senere gik det fra galt til værre for AGF. Okkels afsluttede, Eskelinen parerede med foden, så bolden uheldigvis røg ud i fødderne på Okkels' angrebsmakker Nicolai Vallys, der blot skulle sætte en inderside på for at score i tomt mål. 2-0 til Silkeborg. En gentagelse i slowmotion på TV viste, at en Silkeborg-spiller ramte bolden med hånden i optakten til målet.

I halvlegens sidste minut fik Jakob Ankersen en ny stor chance. Han blev spillet fri i feltet, men hans afslutning endte i fødderne på Silkeborgs målmand.

2. halvleg

Midtvejs i 2. halvleg begik Silkeborgs Svenn Crone straffespark, da han hev Patrick Mortensen i trøjen og forhindrede AGF-angriberen i at komme frem til en stor målchance. Mortensen sparkede selv og reducerede til 1-2, og samtidig fik Crone direkte rødt kort.

Et kvarter før tid appellerede AGF'erne igen for straffespark mod Patrick Mortensen, der faldt i en duel i feltet. Dommerens fløjte var tavs, men derimod fik Nicklas Backman gult kort for brok, og da svenskeren tidligere havde fået et gult kort, blev de to gule kort vekslet til rødt og en udvisning, så begge hold nu kun havde 10 spillere på banen.

Kort efter fik Brumado en friløber og kunne afgøre kampen for hjemmeholdet, men Sebastian Hausner tog et hidsigt tilbageløb og fik generet brasilianeren tilstrækkelig til, at han ikke fik afsluttet ordentligt.

Kampen, der blev spillet uden tilskuere på grund risiko for spredning af coronavirus, sluttede med en overraskende sejr på 2-1 til bundproppen Silkeborg, som dermed bevarer håbet om at undgå nedrykning fra Superligaen.

AGF får på torsdag i den udsatte kamp mod Randers FC en ny chance for at sikre sig deltagelse i slutspillet om medaljer.

Publiceret 09 March 2020 21:28