Gitte Brøgger har kastet sig over trænergerningen for helt små håndboldpoder i Lyseng Hallen.

Gitte Brøgger har kastet sig over trænergerningen for helt små håndboldpoder i Lyseng Hallen. Foto: Palle Hansen/TVAarhus

TV: Håndbold i småbørnshøjde - tidligere landsholdsspiller på banen igen

Gitte Brøgger har fået gang i håndbolden i Lyseng med 'Trille Trolle'

Af
Kim Skovrup Andersen

Sport Lokale børn er begyndt at bruge bolden i Lyseng. Der er tale om håndbold i småbørnshøjde og bliver kaldt for 'Trille Trolle'.

Den tidligere landsholdsspiller og SK Aarhus-fløj, Gitte Brøgger, er en af bagkvinderne bag projektet.

Hun er bosat i Højbjerg med mand og børn, og hun savnede, at der var et tilbud for de helt små børn i lokalområdet.

"Det var lidt ærgerligt, at vi skulle lægge bolden til side, da vores datter skulle starte på en sportsgren. Derfor startede jeg 'Trille Trolle' op sammen med nogle andre forældre. I dag er det vokset til, at der er cirka tyve spillere for 3-4-årige og tyve i 5-års alderen. Derudover er der 35 U7-spillere, så det er helt fantastisk at se," fortæller den 36-årige håndboldspiller, der har lagt harpiksen på hylden på eliteniveau efter flere titler og en stor landsholdskarriere.

(Artiklen fortsætter under TV-indslaget)

Indslaget produceret af Palle Hansen, TV Aarhus

Det bliver dog til lidt seriehåndbold, men det er mest børnehåndbolden, hendes hjerte nu banker for. Og især foreningslivet omkring det.

"Det giver rigtig meget at være træner og være en del af foreningslivet som frivillig. Jeg er selv vokset op med sunde værdier og foreningskultur. Det er en skam at se at foreningslivet er under pres i vores samfund, men hver især kan vi være med til at ændre det. Det, der er vigtigt, er, at børnene få lov at være med i et fællesskab og blive en del af noget større, fra de er helt små," siger Gitte Brøgger og fortsætter:

"Jeg træner børn i 3-4-års alderen, og kan man få startet børnene op i en så tidlig alder, så tror jeg, at interessen for sporten og foreningsliv skabes og bevares. Det er leg med bold både for piger og drenge og almindelige legeøvelser og motorik. Det er skønt at se dem glæde sig til at skulle til håndbold."

Gitte Brøgger i landsholdstrøjen tilbage i 2007.

Gitte Brøgger Led i landsholdstrøjen tilbage i 2007. Foto: Martin Kurt Haglund/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Forældresammenhold

Forældresammenholdet er også blevet styrket, og det er blevet lettere at lave legeaftale børnene imellem, når forældrene kender hinanden.

"'Trille Trolle er vokset, og det er en skøn rejse, hvor en masse forældre bakker op i at skabe en håndboldkultur," siger Gitte Brøgger.

Der er 'Trille Trolle'-træning og U5 i Lyseng Hallen hver lørdag fra klokken 9 til 10, og træningen er både for piger og drenge sammen med deres forældre eller bedsteforældre. Alle er velkomne til at møde op til en prøvetræning.

Gitte Brøgger har en fortid som landsholdsspiller og har spillet for flere ligaklubber heriblandt GOG, SK Aarhus og daværende FC Midtjylland Håndbold. Sidstnævnte vandt hun DM med.

Gitte Brøgger har en fortid som landsholdsspiller og har spillet for flere ligaklubber heriblandt GOG, SK Aarhus og daværende FC Midtjylland Håndbold. Sidstnævnte vandt hun DM med. Foto: Palle Hansen/TVAarhus

Publiceret 09 March 2020 06:00