Nina Hollensen (tv.) har skiftet to årer ud med en enkelt, noget der kræver teknisk tilvænning og bedre balance, men ikke noget der får hende til at tvivle på OL.

Nina Hollensen (tv.) har skiftet to årer ud med en enkelt, noget der kræver teknisk tilvænning og bedre balance, men ikke noget der får hende til at tvivle på OL. Pressefoto: Svend Bertil Frandsen

"Det er alt andet end leverpostejshverdag at træne frem mod et OL"

Nina Hollensen fra Risskov satte roningen på pause i to år, men nu er hun tilbage i en ny klasse og med ny makker. Målet er en top-2 placering i Schweiz og dermed billetter til OL i Tokyo

Af
Anders Michaelsen

OL To års pause. Det var det efterfølgende resultat af OL i Rio 2016 for Risskov-roeren Nina Hollensen fra Aarhus Roklub, der i dobbeltsculleren med Lisbeth Falch Jakobsen måtte drage lettere skuffet hjem med en 13. plads.

Det var ikke et fravalg af roningen, men et tilvalg af alle de ting, man ikke har tid til, når man har to træningspas hver dag.

"Jeg kunne godt lide at ro, men der var bare andre ting, jeg også gerne ville. Skulle jeg have fortsat, skulle jeg flytte til København, og så skulle jeg flytte væk fra min kæreste, venner og familie. Og når man er elitesportsudøver, er der et ret stramt program, og der er ikke mulighed for at tage en forlænget weekend et eller andet sted hen. Man er mere bundet op, og jeg var samtidig også overbelastet fysisk, blandt flere af mange grunde," forklarer Nina Hollensen, der også læste medicin på daværende tidspunkt, et studie hun nu har så godt som færdiggjort.

Adressen er stadig i Aarhus, men hjemmet er i foråret midlertidigt skiftet ud med København for at kunne træne sammen med den nye makker Nikoline Laidlaw frem mod OL-kvalifikationsregattaen i Lucerne til maj. Kun en 1.- eller 2.-plads tæller.

Ikke leverpostejshverdag

Et smalt nåleøje i en sport, hvor stort set kun én ting tæller: OL. Mange karrierer er før blevet sat på hold efter et endt OL. Og det er for mange roere fire-årige periode ad gangen, man planlægger ud fra.

For Nina Hollensen har optakten kun været to år, hvilket nødvendigvis ikke har gjort kampen tilbage til toppen lettere, men hun har aldrig selv tvivlet på at ramme sit gamle fysiske niveau. Og de krævende forberedelser blev netop noget af det, hun savnede, da hun trak stikket i 2016.

"Det var ikke konkurrencerne, jeg savnede, da jeg stoppede. Det var det daglige projekt. Det var virkelig givende at være samme med andre, der var dedikeret mod det samme mål, som en selv. Og det er alt andet end leverpostejshverdag at træne og ro frem mod et OL," fortæller hun og fortsætter:

"Man får lov at til at være rigtig nervøs, rigtig træt og helt vild overglad, når det går godt. Man kommer ud i nogle mere ekstreme følelser, samtidig med at man er en del af et projekt," siger Nina Hollensen.

Tror, der er mere at hente

Og det er et helt nyt projekt, som hun nu er en del af. Dobbeltsculler-klassen, hvor man bruger to årer, er skiftet ud til fordel for en enkelt og til klassen toer uden styrmand. Og her er det også med en ny makker.

For Nina Hollensen og Nikoline Laidlaw fra københavnerklubben DSR blev de to udvalgte af vinterens bruttotrup på fire roere, som blandet andet var på træningslejr i Portugal. Den endelige konstellation blev udtaget i februar, og nu handler det så om finde ind i en fælles rytme i båden.

"Nikoline (Laidlaw) og jeg har vist en god fart nu her, selvom vi ikke har roet særlig meget sammen, så vi tror også på, at der er rigtig meget at hente. Det er svært at spå om vores chancer, men vi ville aldrig fortsætte, hvis vi ikke selv troede på det," siger Nina Hollensen.

De fleste af pladserne til OL blev fordelt ved VM i 2019, her roede Nina Hollensen med en anden makker i form af Trine Dahl fra Holstebro. Målet var top-11, som ville have givet en plads ved sommerens OL, men ikke-optimale forberedelser mundede ud i en 17. plads.

Nu kigger det nye makkerpar så ind i skarp konkurrence om to af de sidste, ledige billetter mod Tokyo. Slaget om dem, står 17.-19. maj i Lucerne, Schweiz.

Publiceret 06 March 2020 07:00