Jacob Linnet er tilbage i den blå Brabrand IF-trøje.

Jacob Linnet er tilbage i den blå Brabrand IF-trøje. Arkivfoto: Ole Nielsen

Dilemma sender tidligere anfører tilbage til Brabrand IF

Jacob Linnet er tilbage i Brabrand IF efter et kort ophold i Superligaen for AC Horsens

Fodbold Hvis man har fulgt Brabrand IF’s 2. divisionshold gennem vinterpausen, vil man have bemærket et ganske velkendt navn på truplisten til de fleste træningskampe. Brabrand IF havde nemlig taget afsked med 24-årige Jacob Linnet i starten af efterårssæsonen og var glade for at kunne sende en dygtig og loyal spiller videre til Superliga-klubben AC Horsens på en halvårlig prøvekontrakt.

Men da det ikke blev til en længere kontrakt i Horsens, satte det den tidligere Brabrand-anfører i et svært dilemma, der betød, at andre interesserede klubber ikke kunne få fingrene i Linnet. Han spiller dermed sæsonen i 2. division færdig for og med Brabrand IF.

"Det har været rigtig fedt at få chancen i AC Horsens, hvor jeg er blevet bekræftet i, at jeg elsker at have en hverdag, der udelukkende handler om fodbold. Jeg fandt da også ud af, at jeg sagtens kunne være med, og jeg har ikke været skræmt af niveauet, men har bare fået blod på tanden," lyder det fra den 24-årige midtbanespiller i en pressemeddelelse.

Han nåede at få fire indhop i Superligaen for AC Horsens i efteråret.

Superliga-klubben så sig dog ikke i stand til at kvittere for Linnets gode indsats med en fast kontrakt grundet økonomi.

"Jeg er selvfølgelig skuffet, i og med det ikke blev til nogen fast kontrakt, men jeg holder fast i, at det ikke var, fordi de ikke kunne bruge mig – men mere pga. økonomi. Jeg bad dem om at melde klart ud, hvis det var, fordi jeg ikke var god nok, men de holdt fast i, at det alene var et spørgsmål om økonomi. Det kan måske virke som et tilbageslag lige nu, men det har egentlig KUN givet mod på mere," siger Jacob Linnet, som inden skiftet til Horsens spillede i Brabrand i seks år og derfor naturligvis er glad for at være tilbage.

Fastlåst i ærgerligt regel-dilemma

For en spiller med mod på mere fuldtidsfodbold og troen på, at man kan begå sig på højere niveau, kan det dog for udefrakommende virke underligt, at man vender tilbage til 2. division. Det skyldes da heller ikke udelukkende, at Linnet savnede sine tidligere holdkammerater i Brabrand, men at han blev fanget i et svært dilemma, der umuliggør et klubskifte for indeværende sæson.

Eftersom AC Horsens var lidt sent ude i efteråret, da de tilbød ham en prøvekontrakt, nåede Linnet nemlig at spille en turneringskamp for Brabrand IF. Det fastlåser ham nu i forhold til at komme videre til en anden klub i enten Superligaen eller 1. division, da man på ligaplan kun må repræsentere to forskellige klubber på én sæson.

Jacob Linnet færdiggør således sæsonen i Brabrand IF, hvor han især glæder sig til for alvor at kunne mærke gnisten i kampe igen, som nok har manglet lidt i de kampe i Superligaens reserveliga, som han primært spillede i efteråret.

"Fordi jeg vidste, der i første omgang kun var tale om en kontrakt på et halvt år, spillede jeg nok lidt sikkert fra start for at vise, at jeg var god nok. Det var egentlig først senere hen, jeg turde tage lidt flere chancer og dermed også ind imellem lave noget lækkert. Jeg var dog fra min tid i Brabrand vant til en helt anden tænding på kampene, og den var der ligesom ikke på samme måde i Reserveligaen," forklarer Linnet, der nu glæder sig til mere spilletid med den rigtige gnist.

Mere vil have mere

Der er ingen tvivl om, at Linnet vil blive en forstærkning for Brabrand IF i forårssæsonen i 2. division, hvor slutspillet venter allerede på den anden side af påske. Der har dog været henvendelser fra andre interesserede klubber på højere niveau, som Linnet altså ikke kan repræsentere før næste sæson. Han er med andre ord på jagt efter en ny fuldtidskontrakt.

"Jeg vil helt sikkert gerne prøve at spille fuldtidsfodbold igen, og det behøver egentlig ikke at være i Superligaen, selvom jeg ved, jeg er god nok til det – det er kun et spørgsmål om at kunne træne og spille med kontinuerligt. Det er i kampene, man virkelig lærer noget, og over tid vil jeg sagtens kunne være med. Det hele har givet selvtillid og mod på mere. Lige nu glæder jeg mig dog bare til at spille masser af minutter og til at spille med den gnist, der altid kendetegner Brabrand, og så forhåbentlig få fast spilletid. Så må vi se, om der byder sig en ny mulighed igen til sommer," lyder det selvsikkert fra den lyshårede midtbanespiller.

Jacob Linnet har dog ikke i sinde at arbejde ekstra hårdt i foråret for at tiltrække interesserede klubber eller i det hele taget gøre noget anderledes, end han plejer at gøre. Han ved nemlig udmærket godt, hvad der skal til.

"Jeg skal bare holde fast i det, jeg plejer at gøre. Det var det, jeg gjorde, inden jeg kom til Horsens, og det fik mig jo så langt, så det skal jeg bare bygge videre på. Jeg har ikke noget at bevise over for nogen – jeg skal kun bevise noget over for mig selv."

Om Jacob Linnet så ligefrem er med i startopstillingen, får man at se på lørdag, hvor han og den øvrige førsteholdstrup i Brabrand IF åbner sæsonen i 2. division på hjemmebane klokken 14 mod Vejgaard.

ksa

Publiceret 05 March 2020 09:35