Foto:

Foto: Mikkel Jensen Racing

Aarhusiansk racerkører skal køre Ferrari ved stort løb i Asien

Racerkøreren og ELMS-vinderen Mikkel Jensen fra Aarhus skal hjælpe det japanske Ferrari-team Car Guy Racing med at sikre mesterskabet i den asiatiske Le Mans-serie

Mikkel Jensen får næste weekend, 21.-23. februar, sin debut i en GT3-Ferrari, når han sammen med Car Guy Racing stiller op til finalen i Asian Le Mans Series på Buriram-banen i Thailand. Danskeren har fået til opgave at hjælpe det japanske team med at sikre titlen i det prestigefyldte asiatiske langdistancemsterskab, oplyser han i en pessemedelelse.

"Jeg ser frem til at prøve kræfter med en ny bil i et nyt mesterskab og på en bane, som jeg aldrig har kørt på. Car Guy Racing har gjort det godt i mesterskabet i år, og med kun tre point efter de førende i stillingen, bliver det min opgave at hjælpe teamet til et topresultat i finalen og dermed sikre dem titlen," lyder det fra Mikkel Jensen i pressemeddelelsen.

Det det aarhusianske race-talent stammer fra Hasselager og begyndte sin karriere som gokart-kører, hvilket efter flere DM-titler førte ham til ADAC Formel Masters. Her vandt han mesterskabet i 2014, og det satte godt og grundigt skub i karrieren.

Sidste år sikrede Mikkel Jensen titlen i European Le Mans Series, så han kommer med masser af erfaring fra GT-racing til det asiatiske løb. Som juniorkører og senere fabrikskører hos BMW Motorsport har Mikkel Jensen deltaget i nogle af de mest krævende langdistanceløb i verden i seneste sæson, herunder 12-timersløbet på Bathurst i Australien og 24-tinersløbet på Nürburgring.

Til det fire timer lange thailandske løb skal han dele teamets Ferrari 488 GT3 nummer syv med den franske tidligere Blancpain-mester Come Ledogar samt japanske Takeshi Kimura. En mesterskabstitel er afgørende for teamet, da det i så fald vil sikre en invitation til 24-timers Le Mans. Forberedelserne begynder fredag, 21. februar, mens løbet flages grønt søndag, 23. februar.

jwh

Publiceret 17 February 2020 07:28