Mike Vestergaards foreløbig sidste kamp i Aarhus Fremad-trøjen blev det velbesøgte lokalbrag mod Brabrand IF på Riisvangen Stadion. Arkivfoto: Foto-Trine, vildmedfoto.dk

Mike Vestergaards foreløbig sidste kamp i Aarhus Fremad-trøjen blev det velbesøgte lokalbrag mod Brabrand IF på Riisvangen Stadion. Arkivfoto: Foto-Trine, vildmedfoto.dk

Aarhus Fremad-profil dribler sydpå: "Jeg har ambitioner om at spille Superliga-bold"

Mike Vestergaard fortsætter fodboldkarrieren i Kolding IF, hvor han bliver genforenet med Morten Mølkjær

Af
Kim Skovrup Andersen

22-årige Mike Vestergaard skal ikke længere tørne ud i Aarhus Fremads gul-sort-stribede trøje.

For den nu tidligere Aarhus Fremad-anfører - som kortvarigt flirtede med AC Horsens - har fået et kontrakttilbud, han ikke har kunnet sige nej til.

Det kom fra hans gamle træner, Morten Mølkjær, der i vinterpausen er blevet cheftræner i den ambitiøse 1. divisionklub Kolding IF, som indtager en fjerdeplads i rækken.

"Det kom egentlig meget pludseligt. Jeg havde en snak med både Morten Mølkjær og Niki Zimling (Sportschef i Kolding IF og tidligere landsholdsspiller, red.). Morten kender mig jo og ved, hvad han får. Og jeg tror sgu egentlig, han kan se noget potentiale og nogle udviklingsmuligheder i mig," siger en tilfreds Mike Vestergaard.

Den pædagogstuderende Lystrup-dreng har skrevet kontrakt med Kolding IF frem til 1. juni 2022 og vil så vidt muligt fortsætte sin uddannelse, hvis det kan lade sig gøre.

"Jeg fortsætter mit pædagog-studie på VIA i Aarhus, hvis det ikke bliver for bøvlet. Jeg skal i praktik nu og prøver at få styr på en praktikplads, hvor det kan lade sig gøre, at der bliver tid til fodbolden. Jeg håber på at finde en god løsning," forklarer Mike Vestergaard.

Skiftet fra 2. division til 1. division kræver nemlig en del mere tid. Dels fordi der er fem træningspas og ugen, og dels fordi midtbanespilleren vælger at blive boende i Lystrup, hvor han spillede jyllandsseriebold, inden Aarhus Fremad kaldte.

"1. division kræver mere træning og en anden livsstil. Jeg skal helt klart til at bruge mere tid på min fodbold. Og leve mere professionelt. Det handler om at tænke mere over, hvad jeg spiser. Også i forhold til restituering. Det var blevet bedre i løbet af mine Fremad-år, men kan selvfølgelig altid forbedres," siger Lystrup-drengen, som nåede at spille tre et halvt år for Aarhus Fremad.

"Jeg kommer til at savne stemningen på Riisvangen, den kan altså noget. Og så kommer jeg til at savne mine holdkammerater, men dem håber jeg stadig der er tid til at snakke ved siden af fodbolden.

Farvel til futsal

Noget andet Mike Vestergaard kommer til at sige farvel til er futsal. Sportsgrenen som spilles på en håndboldbane har han dygtiggjort sig i de seneste sæsoner i Lystrup i landets bedste række og på landsholdet.

"Jeg bliver nødt til at stoppe. Jeg har ikke tid til futsal, der altid har været en sidehobby for mig og en måde at holde mig i gang på henover vinteren. Jeg har fået nogle sindssyge fede oplevelser ud af det, men min første prioritet har altid været udendørs fodbold," siger Mike Vestergaard, der har trænet med sine nye holdkammerater i en uge.

"Jeg er meget glad for min modtagelse i Kolding. Alle har taget rigtig godt imod rigtig godt imod mig og vi har vundet alle vores træningskampe mod Esbjerg, Sønderjyske og Vejle, så det er ikke så dårligt. Jeg har fået godt med spilletid og skal lige lære de forskellige at kende og løbemønstre. Men jeg har en stor fordel i at kende den spillestil, som Morten Mølkjær praktiserer," siger Mike Vestergaard og fortsætter:

"Jeg har ambitioner om at komme til tops i dansk fodbold, og det her klubskiftet er et skridt på vejen. Jeg er glad for at være kommet til Kolding IF, der er en megafed klub med megagode faciliteter og ledelse. Jeg håber, at det bliver med Kolding IF, at jeg kan tage skridtet til at komme op at spille i superligaen. Det er ambitionen for os begge på sigt," fastslår Mike Vestergaard, der kan se frem til at komme under varmere himmelstrøg, når hans nye klub tager på træningslejr til tyrkiske Belék senere i februar.

Hvis alt går vel, får Mike Vestergaard debut i landets næstebedste fodboldrække 29. februar for Kolding IF mod Næstved IF.

Mike Vestergaards foreløbig sidste kamp i Aarhus Fremad-trøjen blev det velbesøgte lokalbrag mod Brabrand IF på Riisvangen Stadion. Arkivfoto: Foto-Trine, vildmedfoto.dk

Mike Vestergaards foreløbig sidste kamp i Aarhus Fremad-trøjen blev det velbesøgte lokalbrag mod Brabrand IF på Riisvangen Stadion. Arkivfoto: Foto-Trine, vildmedfoto.dk

Publiceret 09 February 2020 08:00