Martynas Nemsevicius fra BK Thrott afgør med et kast finalen i 87 kiloklassen mod Marcel Hein fra Thor Nykøbing.

Martynas Nemsevicius fra BK Thrott afgør med et kast finalen i 87 kiloklassen mod Marcel Hein fra Thor Nykøbing. Foto: Jann Bak

Brydeklub fra Aarhus blev bedste klub til DM

Brydeklubben Thrott vandt fire guldmedaljer til DM i brydning

Brydeklubben Thrott fra Åbyhøj blev bedste klub og hentede fire guldmedaljer til DM i brydning, der i weekenden blev afholdt i Ballerup.

Flere af Throttbryderne var favoritter i deres vægtklasser, men ingen af de nykårede guldvindere har tidligere stået øverst på skamlen til et seniormesterskab, og de har en gennemsnitsalder under 20 år.

"Vores unge brydere har gjort det fantastisk ved dette DM, hvor de virkelig viser fightervilje selv mod ældre og langt mere rutinerede modstandere. Vores mest vindende seniorbrydere Kasper Ravn (forsvarende dansk mester) og Tobias Fonnesbek (firedobbelt guldvinder) kunne vi desværre ikke skrive på holdkortet på grund af skader, men alligevel tager de yngre folk over og tager ansvar," siger Brydeklubben Throtts sportslige leder Esben Fonnesbek i en pressemeddelelse fra klubben.

Det er første gang i 31 år, at Thrott bliver bedste klub ved DM. Thrott fik 23 point, AIR Roskilde blev toer med 15 point, mens Thor Nykøbing blev nummer tre med 13 point.

jr

Throtts medaljevindere

Guld:

Mikkel Wind, 72 kilo

Oliver Krüger, 77 kilo

Martynas Nemsevicius, 87 kilo

Nasih Al-Arja, 125 kilo

Sølv:

Jonas Johansen, 72 kilo

Marcus Yderholm. 67 kilo

Bronze:

Vitus Hansen, 63 kilo

Daniel Ireland, 97 kilo

Publiceret 03 February 2020 08:08