Anders Nim er VSK Aarhus' kvinders nye cheftræner - en træner der vil se offensiv og aggressiv fodbold.

Anders Nim er VSK Aarhus' kvinders nye cheftræner - en træner der vil se offensiv og aggressiv fodbold. Foto: Anders Michaelsen.

Ny VSK-træner: En sindig vestjyde der vil se aggressiv fodbold

Anders Nim er ny cheftræner for VSK Aarhus' kvinder, og det er en motiveret og krævende træner, der er stemplet ind i Vejlby

Af
Anders Michaelsen

FODBOLD Der er en ny sherif i den nordlige del af byen. VSK Aarhus offentliggjorde inden nytår 32-årige Anders Nim som ny cheftræner for klubbens kvindeliga-hold, og som manden der skulle overtage roret fra Hans Paarup.

Ind er kommet en læreruddannet, sindig vestjyde, som betegner sig selv som én, spillerne kan gå til på to-mandshånd, men han betegner sig også som en krævende træner, der forlanger det perfekte til hver træning.

På den måde skæver han også til hans eget træner-idol: Bill Belichick fra NFL-holdet New England Patriots. En ældre herre, der på den ene side er kendt som en vinder og sportens mest succesfulde træner, men samtidig også en træner, der er kendt for sin rolige og kølige facon.

Anders Nim kommer til klubben med trænererfaring fra de ungdomshold, han har trænet i Esbjerg, FC Midtjylland og Randers FC. Han har ikke tidligere beskæftiget sig med kvindefodbold, men da han sagde 'ja' var det også for at prøve noget nyt.

"Nu har jeg befundet mig rigtig meget i talentudviklingsmiljøer, og det med at prøve noget helt andet, synes jeg var enormt spændende. Og så har jeg kunnet se, at udviklingen i kvindefodbolden har taget rigtig meget fart, og det ville jeg godt være en del af," fortæller Anders Nim.

Har fokus på eget hold

At få lov at prøve noget andet kommer Anders Nim så også til, for Gjensidige Kvindeligaen er det, man kan kalde nyt land for den unge træner.

"Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg ikke kender til så meget andet end mit eget hold endnu," tilstår han.

Det er ikke mange træninger, han har nået at orkestrere, men hans eget hold har han dog allerede fået et godt indtryk af. Det er et VSK Aarhus-hold, der er havnet i mesterskabsslutspillet på en femteplads ud af seks hold. Selv betegner han truppen som ung og ambitiøs.

"Vi kommer til at spille offensiv fodbold. Fodbold der stiller store krav til spillernes kapacitet, og vi kommer til at lægge højt pres på modstanderne og til at være enormt aggressive. Og så har vi har et godt træningsmiljø, der skal blive endnu bedre. Min målsætning er, at vi skal skabe det bedste træningsmiljø i Danmark," forklarer han.

Styrket ud af fyring

Og til at stå på sidelinjen og råbe på genpres og sideskift er det en motiveret Anders Nim, der er kommet tilbage fra mere end et års pause fra trænergerningen, da Randers FC i slutningen af 2018 fyrede ham som U17-træner ovenpå en række nederlag.

"Det var ikke det rigtige match. Mine tanker om, hvordan man talentudvikler, stemte ikke overens med Randers FC'. Det var en turbulent tid og lærerigt, men jeg føler, jeg er kommer styrket og motiveret ud af det," fortæller han.

Nu hedder det så ikke U17-drenge men kvindeligaen, og det er en opgave han ser frem til.

Livet er for kort til kvindefodbold, er der nogen, der siger. Hvad siger du til dem?

"Jeg tror, der er rigtig mange, der vil blive positivt overrasket over niveauet, og jeg synes, der ligger så meget potentiale i kvindefodbolden, som kan udvikle sig markant mere på spillet. Men vi skal blive ved med at fortælle den gode historie og være synlige, med det vi laver. Uanset om det er drenge eller kvinder, så handler det om at brænde for at komme ud på træningsbanen."

Første kamp, hvor Anders Nim og VSK Aarhus' kvinder kan brænde for offensiv og aggressiv fodbold sammen, bliver 28. marts, når Farum BK gæster Vejlby Stadion.

Publiceret 23 January 2020 10:00