Sebastian Hausner har været flyvende for AGF i denne sæson. Foto: FotoTrine,vildmedfoto.dk

Sebastian Hausner har været flyvende for AGF i denne sæson. Foto: FotoTrine,vildmedfoto.dk

Manden bag AGFs sejrsdans er kommet ind i varmen

19-årig forsvarskomet har fået sit gennembrud på AGF's superligamandskab

Af
Kim Skovrup Andersen

Fodbold Han er ansvarlig for musik og sejrsdans i omklædningsrummet og har båret anførerbindet i flere pokalkampe. Og nu har han spillet fuld tid i tre kampe i træk for de hvide fra Fredensvang, hvor Lokalavisen Aarhus møder ham efter et kort træningspas.

19-årige Sebastian Hausner har været blandt David Nielsens foretrukne i pokalkampen mod OB og i superligaopgørene mod FC Nordsjælland samt Sønderjyske.

I sidstnævnte var han endda tæt på sin første superligascoring, da bolden dumpede ned for fødderne af ham efter et hjørnespark. Han ramte dog bolden forkert, så den i stedet endte hos Alexander Munksgaard, der let kunne gøre det til 3-1.

"Jeg var sgu lidt ked af, at jeg ikke selv fik sparket den bold ind, men der skal jo også folk til at lave assists, for at der kan blive scoret mål," siger en smilende Hausner, der er bosat i Viby og gerne tager turen til træning på Terp Skovvej på sin el-cykel.

"Det er selvfølgelig dejligt at få spilletid, for det er noget, man altid stræber efter. Det er vigtigt for mig som person at se, at jeg udvikler mig hver dag."

At han har fået anfører-hvervet i nogle pokalkamp har også været et skridt i en rigtig retning.

"Det er en kæmpe cadeau at få sådan en tillid fra staben og have anførerbindet på i så ung en alder, men det er selvfølgelig ikke sådan, at jeg føler mig hævet over andre. Jeg er nok bare sådan en leder af natur, og jeg har altid været anfører i mine drengeår i Horsens og på ungdomslandshold," fortæller Sebastian Hausner, som dog ikke har spillet ungdomslandsholdsfodbold i et stykke tid.

"Jeg har primært fokus på klubholdet. Hvis jeg spiller godt her, er det den letteste vej til landsholdet. Jeg føler, jeg er i en god klub, og jeg har de rigtige mennesker omkring mig til at hjælpe mig til at udvikle mig," siger

Ros til assistenttræner

En af dem, der har betydet meget for den unge forsvarspiller, er assistenttræner Lars Friis, der i denne sæson vendte tilbage til AGF efter at have været ungdomstræner i engelske Brentford FC.

"Jeg føler, at Lars har hjulpet mig gevaldigt med at få lagt mere på mit forsvarsspil og i forhold til at bruge min aggressivitet rigtigt. Lars har været utrolig god til at tage sig af os unge spillere, og han har fået nogle gode ting med i bagagen fra Brentford," siger Sebastian Hausner, der rykkede til AGF som U15-spiller og tog 9. klasse på Rundhøjskolen. Senere blev det til et enkelt år på HHX i Viby, og i øjeblikket tager han nogle enkeltfag.

Hausner blev rykket op i førsteholdstruppen som 17-årig, hvor han forinden havde været med til at vinde U17-DM for AGF.

Og her startede en tradition, som han har videreført til seniorholdet. En sejrsdans, som Hausner starter og styrer, indtil alle spillere går amok.

"Da vi blev U17-mestre var Rosenborg populære på Youtube med en sejrsdans, der starter i det stille, men ender vildt. Den tog vi så lidt videre, og da jeg blev senior, tog PC (AGF's sportschef Peter Christiansen, red.) fat i mig og bad mig om at gøre det samme, og så har det bare kørt siden. Det skaber en utrolig god stemning, og folk er med på den," siger Sebastian Hausner, som har fået lov at styre sejrsdansen en hel del gange i denne sæson, hvor AGF har været inde i en rekord-sejrsstime, og for en sjælden gang skyld er med i toppen med en nuværende placering som nummer fire i Superligaen.

Publiceret 22 November 2019 10:00