Pressefoto:

Pressefoto: AGF

Martin Jørgensen bliver hyldet som årets legende til AGF mod Brøndby på søndag

Martin Jørgensen blev torsdag præsenteret som 'Årets AGF Legende'

Søndag fejrer AGF Legendernes Dag, hvor et tilbagevendende element er kåringen af Årets Legende. I år tilfalder æren Martin Jørgensen, der spillede 221 kampe for AGF. Først i perioden fra 1993 til 1997 og igen fra 2010, inden han stoppede sin flotte karriere ved udgangen af 2014. Det oplyser AGF i en pressemeddelelse.

Det var torsdag eftermiddag klokken 16, at den tidligere AGF og landsholdspiller blev præsenteret som 'Årets Legende' ved et arrangement i Aarhus forud for AGF’s hjemmekamp på søndag mod Brøndby IF.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Pressefoto:

Pressefoto: AGF

"Jeg er overrasket og meget stolt af, at valget er faldet på mig. Det var ikke noget, jeg lige havde forventet - der er jo mange andre gode spillere fra AGF’s historie, som man kunne ha’ valgt, og som jeg synes stod før i køen end mig. Men jeg er meget glad for det - det betyder meget for mig," siger Martin Jørgensen, der som 13-årig kom til AGF fra IF Midtdjurs fra Ryomgård, i pressemeddelelsen og fortsætter:

"AGF er jo min klub. Det er her, jeg er vokset op. Og jeg er stolt over og glad for, at klubben viser mig denne ære. Jeg har mange gode oplevelser fra mine år som spiller. Især den første periode i 90’erne, hvor vi var rigtig gode og snublende tæt på at vinde mesterskabet i 1996. Den gang var det hele nyt og spændende, modsat da jeg kom hjem i 2010, hvor jeg som den ældste skulle forsøge at dele ud af min erfaring. Det var en anden oplevelse, og jeg var glad for at komme hjem og slutte i AGF."

Fejres med særlig trøje

Som et led i fejringen af 'Årets Legende' spiller AGF’s Superligahold på søndag i hjemmekampen mod Brøndby IF i en særlig legendetrøje fra hummel. Trøjen er en hyldest til Martin Jørgensen og hans karriere. Den bærer derfor blandt andet hans navn og antal kampe for klub- og landshold.

"Jeg har spillet i mange forskellige trøjer, men det her er sjovt nok den flotteste af dem alle. Den har mange fine detaljer, der fortæller en historie om min karriere. Så det skal nok blive et specielt øjeblik at se den blive båret af holdet på søndag - også at vide, at det kun er tredje gang, det sker og jeg er stadig i live," lyder det fra Martin Jørgensen med henvisning til, at de to første Årets Legender i AGF desværre ikke er blandt os mere.

I 2017 blev John Stampe således den første Årets Legende nogensinde, og sidste år var det Aage Rou Jensen, der blev husket og hyldet.

Men på søndag er det Martin Jørgensen, det gælder som Årets Legende 2019 i AGF.

Det er et såkaldt Legendeudvalg i AGF, der består af den tidligere mestertræner Jens Harmsen og de tre tidligere spillere, Troels Rasmussen, Bent Wachmann og Marc Rieper, der indstiller til AGF’s bestyrelse, hvem der skal være Årets Legende, hvorefter den endelige udpegelse foretages af bestyrelsen i AGF A/S, oplyses det desuden i pressemeddelelsen.

jwh

Publiceret 21 November 2019 16:47