Viby IF gjorde en god figur i pokalkampen i Randers. Foto: Jesper Christensen

Viby IF gjorde en god figur i pokalkampen i Randers. Foto: Jesper Christensen

Pokalsensation udeblev i Randers: Viby IF tabte knebent

Det lokale Danmarksseriehold havde stor ære af pokalkamp mod Superligamandskab

Af
Kim Skovrup Andersen

Fodbold Ottendedelsfinalen blev endestationen for Danmarksserieholdet fra Viby IF i Sydbank Pokalen. Kampen skulle have været spillet på Viby Stadion, men den aarhusianske klub havde forhandlet sig frem til, at det blev på Cepheus Park i Randers.

Her tabte Viby-drengene med 2-0 efter at have spillet lige op med superligamandskabet fra Randers FC i 1. halvleg. Kampen blev overværet af 1.649 tilskuere, hvor en god del var fra Viby. Viby IF var på papiret hjemmehold og fik en ekstra oplevelse, da klubben skulle stille med bolddrenge og stadionspeaker.

"Det er altid en oplevelse at møde et superligahold. Det er derfor, vi er med i pokalturneringen. Og så er det sjovt at spille chancen, så længe man har mulighed for det. Det synes jeg, vi lykkedes fint med. Så længe der stod 0-0 og 1-0 til Randers, var kampen stadig i live," fortæller cheftræner Thomas Ransborg.

Kampens første mål blev scoret i 66. minut, da Randers FC bragte sig foran ved Emil Riis Jakobsen. Herefter blev kronjyderne reduceret til ti mand, da Alhaji Kamara kort efter så rødt. Desværre for Viby IF måtte Mathias Damgaard Pedersen efter sit andet gule kort også forlade banen før tid.

"Udvisningen til Randers gav os et håb om, at vi kunne slå tilbage, men der var vi så langt henne i kampen, hvor vi var ved at løbe tør for kræfter, og vi kunne ikke drille dem helt så meget, som vi gerne ville," forklarer Viby IF's cheftræner, der også peger på, at kampen ændrede karakter, da Randers FC skiftede ud:

"I 2. halvleg skifter Randers nogle forstærkninger ind, og vi blev mere og mere trætte og kunne ikke rigtig få fat i bolden," siger han og tilføjer:

"Generelt synes jeg, det var en rigtig flot præstation af drengene. Det er dem, der har spillet klubben til fjerde runde, så stor cadeau til dem. Jeg er rigtig tilfreds med indsatsen, og de knoklede for det."

En overlevelsessæson

Klubben fra sydbyen har efterhånden stolte pokal-traditioner med superligahold og mødte FC København i 2018.

"De her pokalkampe er bare de sjoveste kampe. FCK på hjemmebane var sjovest, fordi det var på hjemmebane. Men jeg synes, vi fandt en rigtig fin løsning med Randers FC, som har været meget fleksible og flinke med fine faciliteter og et godt græstæppe. Det kunne da være meget sjovt, hvis det bliver Randers, der går hele vejen og vinder pokalturneringen. Vi skal faktisk overvære pokalfinalen, fordi vi skal have overrakt præmien på 100.000 kroner som det seriehold, der er nået længst i turneringen. Men hvis Randers møder AGF i finalen, holder vi nok med AGF trods alt," siger Ransborg og griner.

Nu gælder det Danmarksserien, hvor Viby IF ligger tredjesidst i puljen.

"Vi har en rigtig vigtig kamp på lørdag mod et andet bundhold, Nørresundby. Pokalturneringen har nok stjålet lidt fokus fra turneringen, hvor vi ikke har vundet så mange kampe, som vi gerne ville. Vores målsætning for sæsonen er at overleve i Danmarksserien, fordi vi ikke har fået point nok indtil videre. Spillemæssigt har vi været fint med i mange kampe men smidt et par sejre væk i overtiden. Vi kommer til at arbejde hårdt for at overleve, men vi har en god trup," siger Thomas Ransborg.

Viby IF's cheftræner. Foto: Jesper Christensen

Viby IF's cheftræner. Foto: Jesper Christensen

Publiceret 31 October 2019 14:30