Pokalkampen mellem VSK Aarhus og AGF, der blev overværet af 2.348 tilskuere på Vejlby Stadion, endte 1-3 til AGF efter forlænget spilletid.

Pokalkampen mellem VSK Aarhus og AGF, der blev overværet af 2.348 tilskuere på Vejlby Stadion, endte 1-3 til AGF efter forlænget spilletid. Foto Trine, vildmedfoto.dk

Efter AGF-besøg:

Startskud til større VSK-kampe

VSK Aarhus har fået mod på at afvikle større arrangementer på Vejlby Stadion

Af
Louise Nyvang Burmeister

Fodbold Resultatmæssigt endte det med exit for nordbyens fodboldhold, da det ramlede ind i AGF i pokalturneringens 3. runde, men oplevelsesmæssigt gav det et stort selvtilidsboost.

Formand for VSK Aarhus, Leif Gjørtz Christensen, fortæller, at klubben sigter mod endnu flere større arrangementer.

"Det var en rigtig god oplevelse, som gav os selvtillid og mod på at udvikle konceptet for de mange lokale, som har lyst til at komme og se fodbold," siger han.

Størstedelen af de 2.348 tilskuere, der var til kampen mod superligaholdet fra sydbyen, var lokale beboere og medlemmer af klubben, og de tilbagemeldinger, formanden har fået, har været positive.

"2.500 tilskuere kan vi godt klare. Vi har parkeringspladser og infrastruktur til det. Så til de mere interessante kampe, vil vi gøre endnu mere ud af vores 'supermatch' koncept," siger Leif Gjørtz Christensen.

Flere super-kampe

Supermatch-konceptet handler både om markedsføring af kampene op til startfløjtet, om indmarch på banen, om boder og om pauseunderholdning.

"Det vil for eksempel blive aktuelt til lokalopgørene, hvor det fremover kan blive rigtig sjovt at mødes byens andre hold," siger Leif Gjørtz Christensen.

Kampen mod AGF blev afviklet på Vejlby Stadion, der som lavestrangerede hold har hjemmebane i pokalturneringen, men kampen var tæt på at blive flyttet til AGF's hjemmebane Ceres Park, som den blev i 2017, da lysanlægget på Vejlby Stadion ikke lever op til TV-kravene.

"Heldigvis blev vores kamp afviklet så tidligt, at vi kunne klare os uden lys. Det betød rigtig meget, at vi kunne vise os frem på hjemmebane. Men det vil da være rart, at vi ikke skulle være afhængig af tv-selskabernes nåde," siger Leif Gjørtz Christensen og tilføjer:

"Det sætter fokus på, at vi har brug for et stadion nummer to i byen, der kan klare de lidt større kampe," siger formanden.

Penge til kunstgræs

VSK Aarhus har fået 3,1 millioner kroner i støtte af Aarhus Kommune til at etablere en kunstgræsbane. Klubben skal selv finansiere resten.

"Vi skal finde mindst en million kroner, hvis vi også skal have et lysanlæg, og det er vi allerede godt i gang med. Vi forventer at kunne komme i mål i løbet af seks måneder. Vi vil meget gerne kunne etablere kunstgræsbanen til efteråret næste år," fortæller formanden.

Kunstgræsset skal lægges på stadionet, men derudover skal der tribuner og bedre klubfaciliteter til, før de større arrangementer for alvor kan realiseres.

"Vi har en velegnet placering i Vejlby med gode parkeringsmuligheder. Det vil være oplagt som et stadion nummer to efter Ceres Park. Fase et var at få kommunens tilskud til kunstgræsset. Nu går fase to i gang med at skabe rammerne for de større arrangementer. Så forventer vi at få et stadion, der også vil kunne lejes ud til andre klubber."

Publiceret 10 October 2019 08:00