20-årige Gift Links fra Sydafrika sendte AGF på ret kurs mod VSK Aarhus.

20-årige Gift Links fra Sydafrika sendte AGF på ret kurs mod VSK Aarhus. Arkivfoto: Ernst van Norde/ritzau Scanpix

AGF dansede med pokaldøden mod lillebror

Superligaholdet måtte ud i forlænget spilletid for at gå videre i pokalturneringen

Af
Jeppe Rafn

Et kvarter før tid var AGF bagud med 1-0 i pokalkampen mod VSK Aarhus (Vejlby Skovbakken Aarhus), der til daglig spiller i 2. Division og lever i en helt anden fodboldverden end den professionelle superligaklub.

Sensationen lurede for øjnede af de op mod 3.000 tilskuere, som var mødt frem til lokalopgøret på Vejlby Stadion, der samtidig blev vist på TV.

Men så dukkede en af AGF's marginalspillere, Gift Links, op i feltet og sørgede for den forløsende udligning til 1-1.

AGF kunne dog ikke afgøre kampen i den ordinære spilletid, som sluttede 1-1, så de måtte ud i to gange 15 minutters ekstra spilletid.

Her kom de fuldtidsprofessionelle spilleres bedre kondition til ret, og Alexander Munksgaard bragte de hvide på 2-1 i begyndelsen af den forlængede spilletid.

I de sidste sekunder af den forlængede spilletid blev sejren slået fast med et mål af Patrick Mortensen, som opsnappede en returbold i feltet og gjorde det til slutresultatet 3-1. Og dermed kunne byens fodboldmæssige storebror ånde lettet op efter at have danset med pokaldøden.

Med sejren har AGF kvalificeret sig til Sydbank Pokalens fjerde runde, som bliver spillet i slutningen af oktober.

AGF's næste kamp er et topopgør i Superligaen mod FC Nordsjælland søndag 29. september kl. 12.

Det er på hjemmebane, hvor der vanker kage og is i anledning af klubbens 139 års fødselsdag.

Publiceret 26 September 2019 19:01