Mustafa Amini i aktion for AGF i kampen mod OB.

Mustafa Amini i aktion for AGF i kampen mod OB. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Lyset næsten slukket for AGF efter nederlag til OB

AGF tabte 1-2 til OB og må kigge langt efter målsætningen om at slutte grundspillet i top-6

Af
Jeppe Rafn

AGF var mere eller mindre tvunget til at vinde mandagens kamp på Ceres Park mod OB, hvis aarhusianerne skulle slutte i top-6 og komme med Superligaens finaleslutspil.

Men gæsterne fik den bedste start og var ved at blæse AGF omkuld fra kampens begyndelse.

Fynboerne kombinerede sig igennem i det første minut, og der skulle et godt indgreb til fra AGF's midterforsvarer Fredrik Tingager for at afværge en farlig situation. Øjeblikket efter skabte AGF's målmand Kamil Grabrara panik, da den lejede målmand fra Liverpool tabte et ufarligt indlæg og måtte have hjælp fra en forsvarer til at slippe godt fra det.

AGF'erne var helt væk i begyndelsen, men på hjemmeholdets første angreb var Kasper Lunding tæt på at bringe sit hold foran, men OB's norske målmand Sten Grytebust fik hånden på den 19-årige AGF'ers forsøg.

Efter den hæsblæsende indledning gik kampen i stå chancemæssigt indtil 35. minut, hvor Lunding igen var tæt på efter en flot aflevering over forsvaret fra Tobias Sana, som OB's målmand nåede frem til et brøkdel af et sekund før Lunding.

I 1. halvlegs overtid driblede OB's dygtige midtbanespiller Casper Nielsen sig helt fri tæt foran AGF's mål, men han kunne ikke rigtig komme til en ordentlig afslutning, så Kamil Grabara fik pareret med foden.

2. halvleg begyndte med en om muligt endnu større chance til udeholdet, der fik en friløber til OB's Bashkim Kadrii, hvis forsøg lige nøjagtig blev reddet på flot vis af Kamil Grabara.

Og så gik det, som det nogle gange går i fodbold. Et øjeblik efter den enorme OB-chance kom AGF foran ved Kasper Lunding, der blev spillet fint fri af Mustafa Amini og sikkert sparkede bolden i mål.

AGF'erne jubler efter Kasper Lundings mål til 1-0.

AGF'erne jubler efter Kasper Lundings mål til 1-0. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter AGF-målet satte OB pres på, men en fejlclearing i OB-forsvaret gav en løs, stor chance til Patrick Mortensen, som slet ikke fik ram på bolden.

I 59. minut fik AGF-angriberen en endnu større chance, da Kasper Lunding efter et par gode træk spillede ham flot fri i dybden. Patrick Mortensen forsøgte sig med et chip, men OB-målmanden blev stående og fik en arm på.

AGF var lige ved at sætte føringen over styr efter et hjørnespark til hjemmeholdet, der førte til en meget farlig kontra til OB, der var tre mod to, men ikke fik udnyttet den store muliged.

I 68. minut gik det galt for hjemmeholdet. OB's Anders K. Jacobsen blev spillet fri i feltet. Hans forsøg blev reddet af Kamil Grabara i AGF-målet, men bolden røg ind i feltet, hvor Bashkim Kadrii var mere vågen end fire AGF'ere og nåede frem til bolden og fik prikket den i mål til 1-1.

Nu var AGF presset til at komme frem og forsøge at få et mål mere, men det var gæsterne, der havde heldet med sig og i det 78. minut slog til. Efter et godt angreb og noget ping-pong frem og tilbage i AGF-feltet, landede bolden i panden af Troels Kløve, der kunne heade den ind i et næsten tomt mål.

Med sejren er OB sikker på at komme med i det sjove slutspil, mens AGF er pisket til at vinde sin sidste kamp på udebane over AaB og er afhængig af flere andre resultater for at klare cuttet til top-6.

Publiceret 11 March 2019 20:56