AGF og Lokalavisen Aarhus fortsætter samspillet udenfor banen. Arkivfoto: Foto Trine, vildmedfoto.dk

AGF og Lokalavisen Aarhus fortsætter samspillet udenfor banen. Arkivfoto: Foto Trine, vildmedfoto.dk

AGF forlænger aftale med Lokalavisen

Byens hold fortsætter sit partnerskab med byens avis for endnu et år

Af
Af Kasper Heide Lund

Lokalavisen Aarhus og AGF har det seneste år haft et partnerskab, hvor der blandt andet har været annoncer for byen bedste fodboldhold i avisen.
Det samarbejde har begge parter nydt rigtig godt af, og derfor er aftalen også blevet forlænget for endnu et år.
“Vi har opbygget en stærk og synlig position i Aarhus med vores meget lokale fokus både redaktionelt og kommercielt. Derfor er det også helt naturligt, at Lokalavisen Aarhus som byens lokale avis fortsætter sit partnerskab med byens hold AGF,” siger Peter Garhøj, der er kommerciel direktør for Politikens Lokalaviser A/S.

AGF en del af Aarhus’ DNA

Lokalavisen Aarhus har i forvejen stærke kommercielle alliancer med kommunen, lokale, detailhandlen, ejendomsmæglere og det lokale foreningsliv. Derfor lå forlængelsen af samarbejdet med AGF også lige for.
“Med denne aftale vil vi gerne vise, at vi støtter AGF. Det er helt naturligt for os at bakke op om klubben, som betyder så enormt meget for Aarhus,” siger Peter Garhøj og fortsætter:
“AGF er et tydeligt tegn på et fællesskab, der kan samle byen i lighed med vores lokale aviser i Aarhus, som hver uge er samlingspunkt for det lokale liv.”

God eksponering

I AGF-lejren glæder man sig også over, at partnerskabet fortsætter, og klubben ser frem til at få yderligere udbytte af Lokalavisen Aarhus' store rækkevidde i landets næststørste by.
“Vi har stort udbytte af vores samarbejde med Lokalavisen, og vi er glade for, at vi er blevet enige om en ny aftale, der betyder, at vi fortsat kan blive eksponeret rundt omkring i hele regionen,” siger administrerende direktør i AGF- Jacob Nielsen og fortsætter:
“Mange østjyder følger AGF tæt, og med Lokalavisens forskellige platforme kan vi nå ud til alle sammen. Derfor har vores samarbejde med Lokalavisen stor værdi, og vi ser frem til at folde det ud i den nye aftaleperiode.”

Synlighed er kodeordet

Noget af det nye i samarbejdet bliver at skabe en større synlighed for AGF i Lokalavisen Aarhus Weekend.
“Samarbejdet går ud på, at vi i fællesskab skal være med til at eksponere hinanden i Aarhus. Vi skal skabe synlighed for AGF i vores nye weekendavis, og klubben skal selvfølgelig også være med at til at skabe synlighed for os,” forklarer regional salgschef i Jylland, Kasper Allermann, der har været med til at få den nye aftale i hus.
Med i den hører desuden også en udlodning fra Lokalavisen af ti billetter til hver af AGF's hjemmekampe her i foråret.
Hold derfor øje med aarhus.lokalavisen.dk og Lokalavisens Facebook-side i de kommende uger.

Publiceret 17 March 2015 09:00