Amerikanske Brandon Penn scorede på et straffe i de sidste sekunder. Det rokkede dog ikke ved Svendborg Rabbits sejr i pokalfinalen. Foto: Michael Wulff

Amerikanske Brandon Penn scorede på et straffe i de sidste sekunder. Det rokkede dog ikke ved Svendborg Rabbits sejr i pokalfinalen. Foto: Michael Wulff

Basketball-gyser med Bakken Bears i Horsens

Pokalfinalen blev vundet af Svendborg Rabbits

Bakken Bears kunne have skrevet dansk basketballhistorie, da klubben fra Vejlby-Risskov søndag eftermiddag mødte Svendborg Rabbits i Danmarks Basketball Forbunds pokalfinale i Horsens.
Med en sejr ville klubben have været den første, som vandt pokalen 10 gange
Men trods en forrygende første halvleg, som Bakken Bears vandt overbevisende med 53 mod Svendborgs Rabbits 30 point, måtte holdet dog indkassere endnu et nederlag:
87-84 stod der på tavlen, da kampen blev blæst af. I Svendborg Rabbits favør.

Mens Bakken Bears-supporterne endnu havde et håb. Foto: Michael Wulff

Mens Bakken Bears-supporterne endnu havde et håb. Foto: Michael Wulff

Hårdt program

De medrejsende tilskuere fra Aarhus kunne fra kampstart se et Bakken Bears-team, som havde fået ny energi efter et  program, som har været ekstraordinært hårdt.
EuroChallenge-kamp firetusinde kilometer inde i Rusland og den hjemlige liga har budt spillerne lidt af hvert.
”Vi har sparet tre af spillerne, (Andreas Jakobsen, Nicolai Iversen og Chris Christoffersen, red.) som så var med i startopstillingen i dag,” sagde Bakken Bears fysioterapeut Jens Knudsen, der skal forsøge at holde basketballholds-maskinen velsmurt.
”De lever også sundt mellem kampene og passer deres fysiske træning,” lød det fra en glad fysioterapeut - i halvlegen.

Gyserafslutning

Efter pausen kom et forvandlet Svendborg Rabbits-team på banen og gav tilskuerne en gyserafslutning.
Med  fem minutter igen udlignede Rabbits til 74-74 og bragte sig herefter i front.
I de sidste sekunder kunne et tre-points forsøg fra Andreas Jakobsen have skabt udligning. Det blev ved forsøget.
Allerede onsdag spiller Bakken Bears igen. Finske KTP Kotka kommer på besøg i Vejlby-Risskov hallen kl 19.15 i endnu en EuroChallenge-kamp.

Publiceret 19 January 2014 17:00