Hele familien Laustsen samlet. Fra venstre: Nina, Mads, Emil, Jakob og farmand, Karsten

Hele familien Laustsen samlet. Fra venstre: Nina, Mads, Emil, Jakob og farmand, Karsten

Taekwondo er familien Laustsens liv

Karsten Laustsen fra Højbjerg står i spidsen af familiens 12 sorte bælter

Der er en, der er to, der er hele 12 sorte bælter i taekwondo hos familien Laustsen i Højbjerg.
Farmand, Karsten, er i spidsen ved at være 4. Dan. Husets ældste søn på 19 år, Jakob, er 3. Dan, Emil på 16 er 1. Dan, og tvillingeparret, Mads og Nina på 13, har også sorte bælter at prale med. Mads har tre og søster har et.
43-årige Karsten har siden 1979 dyrket sporten, og for ham er det ikke kun en fritidsbeskæftigelse.
"Når man har det sorte bælte, så er det ikke noget man bliver, men noget man er. Jeg har enormt meget selvdisciplin, og det har mine børn også," fortæller Karsten, der er formand for Lyseng Taekwondo Klub.

Tilfældighedernes spil

Inden han kom til Lyseng, var han en del af taekwondo-klubben i Viby, men for to år siden stoppede han og gad faktisk ikke rigtig mere taekwondo-livet. Lige indtil en dag i starten af foråret for to år siden, hvor det en aften ringede på hans dør.
"Udenfor stod der 10 af mine gamle elever sammen med deres forældre og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at lave en klub. Det var den største oplevelse og enormt givende, så det var en tilfældighed, at jeg kom i gang med klubben i Lyseng. Jeg blev da vildt charmeret af, at de pludselig stod der. Det var dejligt med den store opbakning, og det er voldsomt dejligt, at de driver det til noget," storsmiler manden med de mange sorte bælter.
Det var også tilfældighederne, der var i spil, da han i sin tid startede med at dyrke sporten. Det var nemlig hans kammerats storebror, der gik til taekwondo, og det syntes Karsten var sejt, og så startede han også.

Ikke bare en sport

Livet med taekwondo i familien Laustsen har gjort, at de er kommet meget tætte på hinanden. Konen, Lene er også en del af sporten. Hun sidder nemlig i bestyrelsen i klubben.
"Det har været vores liv altid. Vi er enormt tætte alle sammen, og vores børn er åbne. Hvis der er noget galt, så går de ikke og putter med det. De fortæller om det, og de er opdraget til at fortælle sandheden. Disciplin og gensidig respekt er nøgleordene i familien og sporten," fortæller Karsten, der synes, det er fedt, at det er en fælles interesse blandt alle medlemmer af Laustsen-klanen.



Taekwondo

Der er to forskellige stævnemetoder indenfor taekwondo: Den tekniske, hvor man alene viser en masse på gulvet. Den anden er, når man kæmper to og to. I Lyseng Taekwondo Klub er der familiehold, hvor man kan træne både forældre og børn sammen.

Publiceret 28 November 2010 06:00