Det var filmen E.T., der fik Stanley Harders i gang med BMX-sporten.

Det var filmen E.T., der fik Stanley Harders i gang med BMX-sporten.

BMX-kører vil til tops ved VM

Stanley Harders satser på at blive blandt de bedste til det første VM på dansk jord

Af
Af Hanne Vammen

Som 12-årig så den nu 40-årige Stanley Harders fra Åbyhøj Steven Spielbergs film E.T., og det blev starten på mange år som BMX-kører.
"Børnene i filmen kørte rundt på BMX-cykler, og da jeg opdagede, at der var en klub i Skanderborg, hvor jeg voksede op, meldte jeg mig ind", fortæller han.
I dag er Stanley Harders stadig medlem af klubben, og sporten har bragt ham vidt omkring. Således var han i juli til EM i Norge og VM i Sydafrika, hvor det blev til henholdsvis en 9. og en 14. plads.
I alt har han deltaget i verdensmesterskabet otte gange med en bedste placering som nummer ni. Til gengæld har han været jysk mester 12 gange og Danmarksmester tre gange i forskellige klasser.

VM på dansk jord

Næste mål er en god placering ved EM i Holland næste år, ligesom han håber at kunne komme med i en finale, når der til juli for første gang bliver holdt VM i København.
"Jeg har aldrig været i en finale til VM, og det kunne være dejligt at komme, når der bliver holdt VM på dansk jord", fortæller Stanley, der stiller op i klassen 40 til 44 år.
At dåbsattesten siger 40 år er nemlig ingen hindring inden for BMX-sporten.
"Da jeg var til VM i 2004, var den ældste deltager 71 år", fortæller han.

Og selv om Stanley Harders i dag er 40 år og har pådraget sig flere skader ved styrt, bliver han ved med at køre BMX og håber at kunne komme til tops ved VM i København til sommer.

Og selv om Stanley Harders i dag er 40 år og har pådraget sig flere skader ved styrt, bliver han ved med at køre BMX og håber at kunne komme til tops ved VM i København til sommer.

Giver et kick

Stanley Harders har da heller ikke tænkt sig at holde op med at køre BMX.
"Det er en adrenalinpumpende sport, der giver et kick, og så er der det sociale. Du lærer en masse mennesker at kende. Når du er til stævne en weekend, er du jo kun i aktion otte til 10 minutter, så det sociale betyder meget, og deltagerne snakker meget sammen uden for konkurrencen", fortæller han.

Er styrtet flere gange

Stanley Harders træner om sommeren to gange om ugen på bane i Skanderborg.
I vinterhalvåret foregår træningen i en hal i Harlev. Desuden er han i fitnesscenter et par gange om ugen.
"BMX er en eksplosionssport, så det gælder om at have en god kondition og få trænet benene meget", beretter han.
Stanley Harders har oplevet at styrte og har været skadet flere gange.
Kravebenet har han brækket tre gange, håndleddet to gange, og det ene ben har også været brækket.
I foråret brækkede han tre ribben, hvilket betød, at han ikke kunne træne optimalt til EM og VM. Men nu er han klar igen og vil træne målrettet mod VM i København. Således deltager han allerede i december i løb i Frankrig og Belgien.

BMX

BMX er en forkortelse af det engelske ord Bicycle Moto Cross, og sporten stammer fra Californien i USA, hvor teenagerne omkring 1969 begyndte at efterligne deres motocross-helte med deres cykler. Sporten går ud på at komme først gennem en kort bane, der indeholder forskellige forhindringer i form af hop og sving. Et heat tager typisk mellem 30 og 45 sekunder. Der starter otte kørere ad gangen, som alle bliver sendt af sted fra en startrampe. Løbet køres over tre heat, som alle tæller med i den endelige placering. De fire hurtigste kørere går videre til finalen, hvor der kun køres et heat.

Publiceret 28 October 2010 09:30