Hans Skou glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer for Lyseng Idrætscenter, der bliver indviet 18. september.

Hans Skou glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer for Lyseng Idrætscenter, der bliver indviet 18. september.

Lyseng Idrætscenter skal være hovedstad i området

Lige om lidt bliver det længeventede Lyseng Idrætscenter indviet

Af
Af Camilla Kjærgaard Olesen

Det er mange træningstimer, svedeture og vejrmøller siden den første tanke omkring et samlet idrætsenter i Lyseng begyndte. For 20-30 år siden startede ønskerne og tankerne så småt, og nu er drømmen blevet til virkelighed, for 18. september bliver Lyseng Idrætscenter indviet.
Det har kostet mange bekymringer og timers arbejde at nå til det færdige projekt, og formand for Fonden Lyseng Idrætscenter, Hans Skou, glæder sig da også over, at bygningerne nu er færdige. Folk i Lyseng og omegn går en spændende idrætstid i møde.
"Vi håber, at centeret bliver et samlingssted for alle Højbjerg-borgerne - et sted, hvor hele familien kan mødes, og hvor man kan udnytte sine evner. I en travl hverdag kan det være dejligt, at alt er samlet på ét sted," siger Hans Skou.
Behovet for centeret har været der i mange år, for der mangler timer og muligheder for at dyrke sport og motion i området, men det skulle Lyseng Idrætscenter nu løse.

Fremtid med kommunen?

Det nye center er en selvejende institution, men det er Hans Skous vision for fremtiden, at det bliver muligt at samarbejde med kommunen, så skoler og institutioner i området kan benytte faciliteterne i dagtimerne.
"Vi kunne godt tænke os et samarbejde med kommunen, så centeret eventuelt kunne bruges til ældreidræt og genoptræning. Det ville også være godt, hvis vi på sigt for eksempel kunne få Højbjerg Bibliotek til at være her. Det skulle gerne blive sådan, at Lyseng Idrætscenter er et naturligt sted at tage hen, en slags borgerservice-center, og at det bliver en form for hovedstad i Lyseng," siger Hans Skou.
Men disse planer kræver mere plads endnu, og til det foreslår Hans Skou, at man kan bruge den "grønne kile", der ligger bag centeret.
Lige nu venter han spændt på, hvordan borgerne i området, og også gerne udenfor Højbjerg, tager imod det helt nye idrætssted.
"Det er op til folk at fylde mulighederne ud, og gode forslag/ideer er velkomne. Jeg håber, at brugerne tager centeret til sig. Nu er det her, og brugerne har været med til at betale til det, og derfor er det også deres," siger Hans Skou.

Publiceret 12 September 2010 13:00