Minihåndbold i AGF. Arkivfoto.

Minihåndbold i AGF. Arkivfoto.

Pædagoger skal hjælpe AGF med træning

Samarbejde mellem Pædagoguddannelsen JYDSK og AGF giver "flere hænder" til at træne børn og unge i AGF

Af
Af Jeppe Rafn

Sportsklubben AGF og Pædagoguddannelsen JYDSK, der med 1.200 studerende er byens største pædagoguddannelse, har indgået et samarbejde, som begge parter ser frem til.
Det går ud på, at AGF leverer praktikpladser indenfor samtlige idrætsgrene til de studerende, særligt på Sundhed og Idrætslinjen, og Pædagoguddannelsen leverer studerende til klubbens træningstimer.

"Vi ser med samarbejdet i første omgang en mulighed for at få "flere hænder" til vores træningstimer med børn og unge i AGF, men ikke mindst at komme i kontakt med potentielle faglige trænere, som er under relevant uddannelse," siger hovedformand i AGF af 1880, Erik Meineche Schmidt.

De studerende fra JYDSK kan komme i praktik i AGF's afdelinger i forbindelse med en af deres praktikperioder, som kan foregå i for eksempel en lokal børnehave eller SFO og samtidig i AGF. Det skal være med til at støtte det pædagogiske arbejde med sundhed og idræt samt øge kendskabet til AGF's lokale idrætsaktiviteter.

AGF er en århusiansk idrætsforening med ca. 3.500 medlemmer. Klubben tilbyder syv forskellige idrætsgrene: Fodbold, håndbold, atletik, gymnastik, tennis, svømning og basketball. Pædagoguddannelsen JYDSK, VIA University College, er byens største pædagoguddannelse med ca. 1.200 studerende.

Publiceret 28 January 2010 08:00