10.000 nye medlemmer i Aarhus på bare ét år: »Det er meget imponerende«
Hos to af de foreninger, der har fået allerflest nye medlemmer, mener man, at en virus har påvirket tallene.
Aarhusianerne strømmer til de aarhusianske idrætsforeninger. Det viser nye tal fra Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) og Dansk Idrætsforbund (DIF).
Fra 2021 til 2022 voksede medlemstallet i de lokale foreninger fra 135.968 til 145.824. Altså 9.856 nye medlemmer alene i Aarhus Kommune.
»Det er enormt glædeligt, og jeg må sige, det er meget imponerende,« lyder det fra Jens Bundgaard, formand for Idrætssamvirket Aarhus, som er en paraply-interesseorganisation for aarhusianske idrætsforeninger.
Ifølge ham er et voksende befolkningstal i Aarhus en af de naturlige forklaringer på den store medlemsfremgang. I sidste kvartal af 2021 havde Aarhus 355.400 indbyggere - og på samme tidspunkt et år senere var det tal 5.645 højere. Det er dog ikke hele forklaringen.
»Så kommer der også nye foreninger, som er dygtige til at tage nye tendenser ind og skabe en medlemsaktivitet. Et konkret eksempel kunne være på Aarhus Ø, hvor Aarhus Watersport Complex er kommet, hvor man kan stå på wakeboard. Her har man over en kort årrække fået omkring 1.500 medlemmer ind. Så foreninger, der er klar til at tage nye tendenser op, men også gamle foreninger, der er i stand til at udbyde flere aktiviteter og flere hold i mere traditionelle sportsgrene, er noget af det, der driver udviklingen,« siger Jens Bundgaard.
»Nu er medlemmerne ved at komme tilbage til os igen
Og så er der ifølge Jens Bundgaard også en verdensomspændende pandemi og nogle restriktioner, der har haft en indflydelse på de tal og den medlemsfremgang, man ser nu, og som man ikke kan komme uden om.
Ramt af corona
Og netop det kan man tale med om i to af de foreninger, der har fået allerflest nye medlemmer i 2022 - henholdsvis Lystrup IF og Højbjerg Gymnastikforening. I Lystrup har man fået 431 medlemmer flere i 2022, end man havde året forinden, og i Højbjerg er man vokset med 671 medlemmer.
Begge steder er man glade for den betragtelige medlemsfremgang, men slår også fast, at de seneste medlemstal mere er et udtryk for, at man er ved at være tilbage til normalen efter år med restriktioner.
»Vi havde en nedgang under corona. Og nu er medlemmerne så ved at komme tilbage til os igen,« lyder det fra Niels Havvig, formand i Lystrup Idrætsforening. Og de samme toner kan man høre i det sydlige Aarhus:
»Når man kigger på sådan nogle tal, så skal man jo også lige se på, hvordan så det ud året før - i 2020. Og der fik vi jo en nedgang i coronatiden på cirka 400, så det handler jo sådan set mest om, at vi har fået folk tilbage i foreningen,« siger Lisbeth Gade Spanggaard, formand i Højbjerg Gymnastikforening.
Her havde man i Højbjerg under corona færre hold, og en forårssæson, der gik i tabt i 2021 på grund af restriktionerne. Og det samme var tilfældet i Lystrup, hvor man eksempevis måtte aflyse indendørsaktiviteter, tænke ud af boksen og arrangere aktiviteter ude i det fri. Og ifølge Jens Bundgaard fra Idrætssamvirket Aarhus skal man af den grund heller ikke regne med samme medlemsfremgang i de kommende år.
»Det er en enormt stor medlemsfremgang i kommunen på et enkelt år, så for mig at se kunne der godt være gemt en corona-faktor i tallene, og at medlemstallene har været kunstigt lave,« siger han.
Corona eller ej, så er medlemstallene i de aarhusianske idrætsforeninger fra 2021 til 2022 steget med 7 procent, mens medlemsfremgangen på landsplan har været 4,9 procent.
»Vi har et stærkt foreningsliv i Aarhus, som er rimelig interesseret i at gøre det bedre hver især. Og selvom vi har en by, som er meget forskellig, hvis man kigger på tværs af den, så er det jo rart at se, at der er en vis geografisk spredning i den her medlemsfremgang,« siger Jens Bundgaard.
F-faktor
Også i den vestligste del af kommunen - i Harlev - har man oplevet en stor medlemsfremgang. 569 nye medlemmer har man fået i Harlev Idrætsklub - og her er der ikke tale om corona-faktor, men det handler om en anden faktor, som ifølge Idrætssamvirket Aarhus er afgørende for en fortsat medlemsudvikling. Nemlig faciliteter.
»Inden for det seneste års tid, så er der jo kommet cirka 400 nye medlemmer alene i den nye afdeling, som vi har fået op at stå,« lyder det fra Egon Leegaard, formand i Harlev Idrætsklub.
Og den nye afdeling, han taler om, er et foreningsfitness-tilbud, som blev etableret i forbindelse med det nye fritids- og kulturcenter, som åbnede i byen i december 2021.
Og det er ligeledes udsigten til nye, udvidede lokaler, der også gør formanden i Lystrup håbefuld for, at fremgangen kan fortsætte for foreningen i nord-byen, når Lystrup Idrætscenter bliver udvidet i løbet af i år og næste år - og hvor en ny springhal allerede skal stå klar til efteråret:
»Vi har jo fået bevilget over 30 mio. kr., så der bliver bygget en ny springhal, og hele idrætscentret bliver renoveret. Det giver os nogle nye muligheder, og mulighed for at der også kan komme nogle nye idrætsgrene ind,« siger Niels Havvig, formand i Lystrup IF.
I Højbjerg Gymnastikforening er det også faciliteterne - eller mangel på samme - der bliver en afgørende forudsætning for at hive nye medlemmer ind i det kommende år:
»Vi har jo ikke flere lokaler, og vi har jo ventelister, og det har vi altid haft. Og nu er vi tilbage til at have ventelister igen efter corona, så vi kan ikke blive ved med at presse flere ind. Derfor arbejder vi også på at få etableret flere faciliteter, og vi er også en del af LYS1-projektet,« siger Lisbeth Gade Spanggaard, formand i Højbjerg Gymnastikforening, med henvisning til den udvidelse, man arbejder på at lave i Lyseng.
Overordnet set regner man dog hos Idrætssamvirket Aarhus dog med, at fremgangen fortsætter:
»Mit bedste bud er, at der vil være en fortsat stigning i de kommende år. Der er rigtig mange, der har interesse i at være engageret i en forening, men jeg tror ikke, vi skal forvente så stort et spring hvert år. For ligesom tallene har været kunstigt lave i 2021 på grund af corona, kan tallene også meget vel have være kunstigt høje i 2022,« lyder det fra Jens Bundgaard.