Opsigtsvækkende video: Så dødt er område ved Aarhus Havn 10 år efter klapning
Fiskerforbund har haft dykkere i vandet for at dokumentere konsekvenserne af klapning. Det er endnu uvist, hvor bundslam fra udvidelsen af Aarhus Havn skal ende.
Hvad skal der ske med de op mod 1,8 mio. m3 havbundsmateriale, der skal graves op i forbindelse med udvidelsen af Aarhus Havn?
Det spørgsmål er der endnu ikke fundet et konkret svar på endnu, andet end at det er besluttet, at det ikke skal dumpes ved Fløjstrup Strand.
Spørgsmålet er relevant, fordi dumpning af bundslam indeholdende forurenende næringsstoffer og miljøskadelige stoffer kan have alvorlige konsekvenser for havmiljøet i det område, hvor sedimentet dumpes.
Det har Danmarks Sportsfiskerforbund nu også dokumenteret, efter at interesseorganisationen har taget initiativ til at sende dykkere i vandet ved Aarhus Havn for at lave videooptagelser. Dykkernes video viser forskellen på et område, hvor der blev foretaget klapning for 10 år siden, og et område fritaget for klapning.
I klapområdet syd for Aarhus Havns østmole nær Marselisborg Lystbådehavn fandt man på 40 minutter blot én lille fisk, en konksnegl og to eremitkrebs. Modsat var biodiversiteten i et urørt område tæt på - ved spidsen af østmolen nær Molslinjen - sprudlende med liv. Her fandt man, fisk, fiskeæg, søstjerner, blåmuslinger, hummer og forskellige arter af tang, skriver Danmarks Sportsfiskerforbund i en pressemeddelelse.
»Det er meget sandsynligt, at klapningen er årsag til det fattige liv på bunden i området tæt på Marselisborg Lystbådehavn. Der mangler stadig viden om de langvarige effekter af klapning, men eksemplet fra Aarhus Havn tyder på, at havmiljøet har svært ved at komme sig efter klapning,« siger Erik Haar Nielsen, havbiolog i Danmarks Sportsfiskerforbund.
Varmt politisk emne
Spørgsmålet om klapning har under debatten om havneudvidelsen været et varmt emne, og da et forlig blev forhandlet på plads i februar, besluttede politikerne at droppe idéen om klapning ved Fløjstrup Strand i det sydlige Aarhus.
Det skete i øvrigt på trods af, at Miljøstyrelsen fire måneder forinden havde fortalt havnen, at den næppe ville få lov at klappe ved Fløjstrup Strand, som Din Avis Aarhus fornylig har afdækket.
Nu er målet helt at undgå klapning, men det kan blive aktuelt at klappe op mod 400.000 m3 bundslam. Havnen har i den forbindelse luftet tanken om at klappe det inden for den kommende ydermole, men intet er endnu afgjort.
»Selv 400.000 m3 klapmateriale kan ødelægge livet i havområdet, hvor der klappes. Vi vil derfor på det kraftigste opfordre til, at Aarhus Havn og Aarhus Kommune holder fast i ambitionen om helt at undgår det. I stedet bør man lede efter de bedste alternativer til klapning,« siger Erik Haar Nielsen.
Han henviser - ligesom nogle byrådspolitikere også har - til projektet Kolding Marina City, hvor man tester teknikken ”vakuumdræning”, der skal omdanne blød havbund til et solidt byggegrundlag uden brug for klapning.
ddp