Ny skole i Gellerup vækker bekymring: Børn skal over 'Dødskrydset'
Lokalsamfund og politikere er bekymrede ved tanken om, at børn skal igennem krydset, hvor to unge kvinder blev dræbt pga. vanvidsbilisme, for at komme i skole.
To unge kvinder er blevet dræbt pga. for høj fart og rødkørsel. Derfor blev det trafikale knudepunkt ved Åby Ringvej og Edwin Rahrs Vej i folkemunde døbt ’Dødskrydset’.
Nu tyder meget på, at børn og unge fra Bispehaven, som skal gå i den kommende skole i Gellerup, skal igennem netop det kryds, når de skal til og fra skole.
22. februar vedtog byrådet lokalplanen for en ny folkeskole og fritidscenter ved Byparken i Gellerup, og således kan første spadestik til det 320 mio. kr. dyre byggeri snart tages.
Men både byrødder og lokalsamfund er bekymrede ved tanken om, at de unger poder på den anden side af ringvejen skal over det berygtede og frygtede kryds.
I en meningstilkendegivelse skriver afdelingsbestyrelsen for Bispehaven til byrådet, at man bør genoverveje skolens placering.
»Der er stor sandsynlighed for, at flertallet af børn og unge vil benytte den mere direkte, men trafikalt mere usikre, vej til skole langs Ryhavevej. Derfor bør det indtænkes, at beliggenhed og tilgangsruter gør det muligt for børnene i Bispehaven at færdes sikkert til og fra skole. Eksempelvis ved at indtænke en tunnel eller bro,« skriver formand Alex Young Pedersen og fortsætter:
»En placering af skolen centralt i Gellerup vil betyde at børnene med stor sandsynlighed vil krydse det berygtede “dødskryds” ved Edwin Rahrs Vej, hvilket vil gøre det meget utrygt at færdes til skole.«
Vil have kameraer op
Samme bekymringer har mange af politikerne i byrådet, lod de vide, da sagen blev debatteret.
»Det er generelt et område, som er udfordret ift. trafiksikkerhed. Der er rigtig meget vanvidskørsel, og vi kan jo se, at hver gang, der er trafikrazzia, har de rigtig, rigtig mange sager. Så det er meget problematisk, at børn skal færdes i det område,« uddyber Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen til Din Avis Aarhus.
Han mener, at beslutningen om at opføre skolen gør det endnu mere aktuelt, at der bliver opsat de rødkørselskameraer, som har været på tale siden seneste trafikdrab, hvor 23-årige Katrine Lilleøre Holm mistede livet i oktober 2020.
Det samme mener Venstres Gert Bjerregaard, som er forundret over, at kameraerne ikke bliver prioriteret fra regeringens og Rigspolitiets side.
»Vi forstår simpelthen ikke, at der skal være så lang tid fra beslutning til handling i den her sag. Men jeg synes også godt, at vi lokalt kan påtage os et ansvar og lave midlertidige foranstaltninger. Vi har mange kameraer placeret i bybilledet i Aarhus. Nogle kunne vi sætte op i krydset, så politiet kan finde ud af, hvad der er sket.«
Hvorfor tror du, at rødkørselskameraer vil gøre det mere sikkert for børn at krydse vejen?
»Det kan - sammen med ekstra kontroller fra politiets side - være med til at skærpe opmærksomheden for de bilister, der har svært ved at overholde færdselsloven. Det er nok det, vi kan gøre,« siger Gert Bjerregaard.
For dyr bro
Han mener ikke, at det er realistisk at anlægge en bro eller en tunnel over eller under Åby Ringvej. Eks. en bro anslås nemlig at skulle være meget stor for at nå over ringvejen og koste 55-60 mio. kr..
»Det er ekstremt dyrt, så kameraerne er nok de værktøjer, vi har lige nu, og dem synes jeg, vi skal bruge.«
Det er Jakob Søgaard Clausen enig i. Men han vil gerne etablere en bro og har et alternativt finansieringsforslag.
»Det vil være svært at finde pengene med den økonomi, der er i kommunen lige nu. Men får vi de kameraer op, kunne det være en idé at bruge de penge, der bliver kradset ind derfra til en pulje, der kan gå til trafiksikkerhed i området. Men det vil dog være en opgave for Folketinget at give mulighed for,« siger danmarksdemokraten.
Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang (C), oplyste i byrådssalen, at han har sat gang i en undersøgelse af, hvordan sikkerheden i krydset kan forbedres, og at han sammen med borgmesteren vil presse regeringen til at få sat rødlyskameraer op.
Den nye skole i Gellerup forventes at stå klar efter sommerferien 2025.