FDF'ere på jagt efter Farlige Finn og Grumme Gerda
FDF i Hasle har været på jagt efter internationalt forbrydernetværk
I Hasle var der tirsdag aften mulighed for at se en flok FDF'ere snige sig rundt i jagten på de to internationale forbrydere Farlige Finn og Grumme Gerda.
De var blevet spottet af FDF-detektiver, og børnene kunne ved hjælp af fingeraftryk bekræfte, at de havde været i Hasle.
Derefter skulle de 50 FDF'ere afprøve forskellige sporingsteknikker. Først ved hjælp af en "overvågningsvideo" på en iPad, hvor det gjaldt om at gå samme vej, som videoen viste. Derefter at følge gps'ens spor rundt i lokalområdet. Og sidst men ikke mindst var det tid til snigerøvelser og aviser med kighuller i traditionel detektivstil.
Arrangementet var indledningen til en sæson, der også byder på:
Puslinge (fem år-0. klasse): Snobrød på 100 måder, en tur rundt i hele verden, Landmands-OL og kæmpe spilleaften.
Tumlinge (1.-2. klasse): Sejlads, parkour, fingergolf og alt det, du ikke må for din mor og far.
Pilte (3.-4. klasse): Klatring, sokkepaintball, mørkelege og et kig i en stor stjernekikkert.
Møderne bliver holdt i Klokkerparken og på Åbyhøjvej 4 i Aarhus V.
Læs mere på www.FDF.dk/aarhus4.