Marselisborg-kvarteret: Tivoli Friheden begyndte med illegal, kogende vand inden forlystelserne tog fart
Aarhusianerne nød på mange måder Marselisborg-kvarteret, men dyrene fik det skidt.
Marselisborgkvarteret er opført på herregården Marselisborgs tidligere jorder, der i 1896 blev købt af Aarhus Købstadskommune. Foruden hovedgården med marker og dens skov fra gården til Moesgård skov indgik også en lang række ejendomme i købet. Det er nogle af dem, som vi tager et kig på i denne artikel, hvor vi ser nærmere på Marselisborgkvarteret som udflugtsmål. I artiklen tages der udgangspunkt i det kommunale statistikkvarter, som nu er under vurdering, hvorfor vi også bevæger os længere sydpå end den gængse betegnelse for Marselisborgkvarteret.
Ud i Friheden
For 110 år siden var området Friheden ved at blive velbesøgt. Der var endnu ingen café og da slet ikke en forlystelsespark, men ved skovfogeden i Humlehavehuset kunne man få kogt vand til sin kaffe. Området hed egentligt Ladegaardsskoven og i folkemunde kendt under navnet Friheden. Tilnavnet skyldes, at der i skovområdet - i modsætning til resten af Marselisborgsskovene – til tider var adgang for almindelige aarhusianerne, og da der i 1896 blev lukket helt op for Marselisborgsskovene, blev området umådelig populært.
Skovrider Pries blev dog træt af, at hans skovfoged i Humlehavehuset brugte mere tid på servering, der til og med var illegal, end han gjorde på arbejdet i skoven. Det var på tide, at der blev opført en ordentlig restaurationspavillon i området. 5. maj 1904 indgik byrådet og den unge tjener Hans Peter Rising en overenskomst med 10 punkter, som blandt andet fastsatte, at Rising for egen regning skulle opføre en restaurationspavillon til 25.000 kr., svarende til ca. 1.700.000 kr. i dag. Bygningen ville efter 22,5 år tilfalde kommunen – at Rising nåede at være vært på Friheden i over 50 år, var der nok ikke nogen, der havde forudset i 1904. Med en placering ganske tæt ved sporvognens endestation blev Restaurant Friheden hurtigt et yndet mål for aarhusianernes søndagsudflugt. Området var også blevet et sted, hvor aarhusianerne samlede sig ved store arrangementer som grundlovsdag, Skt. Hans og ikke mindst 1. maj. Med tiden udviklede området sig til en regulær forlystelsespark, og i 1958 kunne Tivoli Frihedens forgænger – Folkeparken Friheden – indvies.
Elefanter i Havreballeskoven
I 1932 fik Friheden en vild nabo, da Aarhus Zoologiske Have slog portene op for elefanter, tigre, søløver, aber og mange andre eksotiske dyr. Bag haven stod den gartneruddannede Axel Hutzelsider, der blandt andet havde arbejdet i Hagenbeck Dyrepark i Hamborg. Til at hjælpe med driften af parken havde Hutzelsider sin søn, Hubert, der senere blev cheffotograf ved Jyllands-Posten.
Det var ikke alle i byrådet, der havde været lige begejstret forud for parkens åbning. Byrådsmedlem Jens Christian Møller fra Det Konservative Folkeparti udtrykte blandt andet, at »man havde før set Projekter, der ikke kunde svare sig, saa Kommunen maatte træde til og yde Tilskud; her kunde det maaske ende med, at Kommunen kom til at overtage det hele, og det blev en aarlig Udgift for Byen.«
Det skulle vise sig, at byrådsmedlem Møllers ord kom til at holde stik. På trods af en publikumssucces og en stor udvidelse af parken allerede 1934 kæmpede parken hele tiden med underskud. De økonomiske problemer forværredes yderligere under Anden Verdenskrig, hvor det var svært at skaffe ressourcer og mad nok til dyrene, samtidig med at publikum begyndte at svigte.
Flere dyr døde af sult, og haven fik efterhånden et dårligt omdømme. I 1943 blev der istandsat en indsamling af penge blandt borgerne, og haven fik et kommunalt tilskud, men det var ikke nok. Axel Hutzelsider gav op i 1944 og slog sig ned som gartner og landmand i Mårslet. 31. august 1960 havde Zoologisk Have i Aarhus sidste åbningsdag. Bygningerne blev revet ned, dyrene solgt og området fungerede de næste mange år som skoleskov.
Varna-Soiréen
Da Marselisborg Skovene i 1896 blev kommunal ejendom, kom der for alvor gang i “skovturismen”. Fra 1896 begyndte selskabet A/S Turisten at sejle dampbåde i fast rutefart fra midtbyen til Varna, Ørnereden og Moesgård i sommermånederne. Hvis man gjorde stop ved Varna, kunne man af enkemadam Andersen få forfriskninger fra et lille skur.
Byrådet havde dog større planer for Varna. 16. marts 1899 havde Udvalget for Marselisborg »offentliggjort Programmet for en Konkurrence angaaende Udkast og Overslag til en Restaurationspavillon ved Varna.«
De første planer til bebyggelsen på stedet omfattede alt lige fra et lille udskænkningssted til et større badehotel. De endelige planer blev vedtaget af byrådet 16. januar 1908, hvorefter arkitekten Eggert Christoffer Achen fik travlt med at få pavillonen færdig til Landsudstillingens åbning i maj 1909. I pavillonens første år var Varna-Soiréen pavillonens varemærke. Traditionen blev indledt i 1913 af journalisten Louis Andersen, og billetterne kunne købes forud i byens kiosker for henholdsvis 75 øre og 1 kr. Ved soiréerne optrådte mange kendte skuespillere, musikere, kabaret- og operasangere, ligesom publikum kunne høre digtrecitation.
Bajere ved møllen
Et par hundrede meter længere oppe ad Thorsmøllevej lå den gamle skovmølle Thors Mølle. Gennem årene havde der boet flere familier ad gangen i møllen. Under stampemester Thor Christensens tid havde møllen været hjemsted for hele tre familier, og omkring år 1900 fandtes der to lejligheder i Thors Mølle.
Mølledriften var nu slut. Den ene lejlighed blev beboet af skovarbejder Ferdinand Andersen, mens den anden var beboet af arbejdsformand Niels Jacobsen. Begge to havde afholdsservering ved møllen – dog på hver sin side af bækken. I 1905 måtte Ferdinand Andersen betale en bøde for at have udskænket bajersk øl ved Thors Mølle uden bevilling. Niels Jacobsen havde derimod et godt forhold til afholdsbevægelsen, og holdt sig inden for lovens rammer. Samme bevægelse støttede da også Niels Jacobsen, da han forgæves i 1906 og 1907 søgte om tilladelse til at opføre en rigtig restaurationsbygning på stedet. Begrundelsen for afslaget var blandt andet, at det netop var de primitive gammeldags forhold, der var det tiltrækkende ved stedet.
Beværtning ved Thors Mølle var langt fra noget nyt fænomen. I en beretning fra 1769 kan man læse, at det var en tradition blandt eleverne på Katedralskolen at tage ud til møllen og holde sommergilde. Ved møllen blev eleverne trakteret med vin, kaffe og koldskål. Der var også indrettet et par keglebaner ved møllen, som gæsterne kunne fornøje sig ved.
Først i 1927 lykkedes det at få tilladelser til restaurationsudvidelser ved Thors Mølle. Det var den daværende vært Niels Christian Christensen, kaldet Jess Christensen, der fik tilladelse til at opføre syv små, lukkede lysthuse ved Thors Mølle. Ydermere kunne Christensen i 1929 indvie sin store træpavillon - Jægerstuen - der kunne rumme op til 200 mennesker. Byrådet blev dog ved med at afvise enhver anmodning om tilladelse til at servere bajersk øl ved møllen, på trods af at Christensen kunne berette, at gæsterne selv medbragte bajere i lommerne. Med eller uden bajere blev Thors Mølle et populært udflugtssted.