Konstrueret smukt vanvid
Scorsese har forsøgt sig med en mørk psykoanalytisk 50'er thriller, men desværre med så vanvittigt dårligt et manuskript, at Scoreses og DiCaprio skal arbejde for hårdt for at få det til at virke og se så smukt ud
Shutter Island
Instruktør: Martin Scorsese
Skuespillere: Leonardo DiCaprio, Mark Ruffalo, Ben Kingsley, Michelle Williams, Max Von Sydow
Spilletid: 2 timer og 18 minutter
Set i: Cinemaxx i Bruuns Galleri i Århus
To FBI-agenter, Teddy Daniels (DiCaprio) og hans partner Chuck Ayle (Ruffalo), ankommer gennem den tykke tåge, i en båd, til den sorte klippeø, Shutter Island. På øen ligger sindssygehospitalet Ashecliffe Hospital, som huser alle de værste og mest gale forbrydere. Her, på den mørke og stormfulde ø, skal de undersøge en kvindes mystiske forsvinden fra sin låste celle. Vi kastes ind i dette mysterium med hæsblæsende hast. Teddys forsøg på at afkode kvindes forsvinden, bliver forstyrret af Teddys egne hovedpine, krigstraumer (hvor han var med til at befri fangerne i kz-lejrene) og sin hustrus tragiske død. Hvem kan han stole på? Og hvad foregår der egentlig på Shutter Island?
Hele øens og sindssygehospitalets præsentation er smuk og grum. Kameraføringen i filmens begyndelse virker lovende og spændende. Patienter, portører, vagter, læger og sygeplejersker skildres med dragende coolness og nonchalance, som kun Scorseses kan gøre det. Billede og lyd siden er prangende, og virkningsfuld, så man alligevel falder ind i filmen. Men filmen vil for meget. Alt for meget. De mange historier der blandes sammen fortæller meget om filmens stil. Den er overfyldt med tråde, som vi ved skal samles til slut - til den endelige konklusion. Trådene bliver så tydelige, at man mister interessen for dem, og dette er manuskriptets skyld.
Manuskriptet er filmens helt store problem. Fyld til randen med konstruktion på konstruktion, så man bliver helt rundtosset og mister fornemmelsen og følingen med filmens karakterer. Både replikker og hele historien bliver for forklaret og tung. Spændingen daler gevaldigt mod slutningen, fordi alt skal kalkuleres, forklares og gå op. Og da den "overraskende" slutning skal vise alt sin smerte og grusomhed, er man mildest talt ligeglad. Manuskriptets forsøg på en "hvem-er-egentlig-sindssyg-historie" bliver gammeldags og fortærsket - og det er set og gjort bedre før.
Det lykkedes dog Scorsese at skaber en ø og et hospital, som man ville ønske havde haft et værdigt manuskript og DiCaprio spiller en hæderlig Teddy. De viser et godt håndværk i skuespil og instruktion, og var dette manuskript faldet i andres hænder, kunne det være blevet et værre makværk, men det reddes trods alt til en ok film af de to mastodonter inden for Hollywood. Men de skal arbejde hårdt for det. Alt for hårdt