Papsøtre laver FoodArt
Ansvaret var der, men friheden udeblev. Det fik de to papsøstre Ann Kristensen og Christina Bech til i 2008 at overtage den kantine, de allerede var ansat i. Mellemmanden blev skåret fra, og det er de to kvinder godt tilfredse med. Sammen driver de nu firmaet FoodArt, som styres fra køkkenet på Egå Gymnasium.
"Efter gymnasiet blev selvejende, gav det Eigil (Dixen, rektor på Egå Gymnasium, red.) mulighed for at overlade forretningen til os," siger Christina Bech.
Udover de to selvstændige kvinder udgøres FoodArt af endnu én fuldtidsansat, Anette Juul, samt to medarbejdere på deltid. Og selvom firmaet startede lige før finanskrisens indtog, så er det ikke et problem at få eleverne til fadene.
Ingen finanskrise her
Ann Kristensen står for alt det administrative i FoodArt, mens Christina Bech, som er uddannet kok, regerer over madplanen.
"Vi laver alting fra bunden, og ingenting er færdiglavet," fortæller Christina Bech. Ann Kristensen fortsætter:
"Det kører fint rundt økonomisk. Vi har fået lavet en god forretning. Måske det er fordi man yder lidt mere, når det nu er for egen vindings skyld," siger Ann Kristensen.
De to madkunstnere kan sagtens finde opskriften på, hvorfor FoodArt fungerer økonomisk. De unge har masser af penge, mener de.
"Og så er det heller ikke særlig in med sådan en lunken madpakke," vurderer Ann Kristensen.
Boss er svært
Betænkeligheder var der meget få af, da de to papsøstre besluttede sig for at hoppe ud på det ubeskyttede marked som selvstændige. De vidste, hvilket ansvar der lå i vente, mens de drømte om den frihed, det samtidig ville give. Men rollen som boss ville de gerne være foruden.
"Der er bestemte tidspunkter, hvor man skal være boss. Mange gange er det ikke rart, men vi er jo kun os selv, så der er ingen vej uden om de svære beslutninger," forklarer Ann Kristensen.
I fremtiden arbejdes der på at sælge mere mad ud af huset, men i marts måned ligger årets største udfordring: 3. års-elevernes gallamiddag.
"Der forventes jo en del til den aften, og der er tryk på," fortæller Christina Bech, men Ann Kristensen supplerer:
"Men jeg har trods alt endnu ikke haft en dag, hvor jeg var træt af at skulle på arbejde."