Glad musik til Tweens fra Sandra Monique
Den tidligere MGP stjerne, 13-årige Sandra Monique fra Århus, er kommet sig over sommerens grove Happy Slapping overfald og har udgivet sin første solo-cd
Kan du huske "Hola Chica" fra MGP 2008?
Sangen blev sunget af dengang 12-årige Sandra Monique fra Århus, som godt nok havde noget besvær med at synge rent på aftenen, men alligevel gjorde det så godt, at hun blev nr. 2.
Sandra og vinderne The Johanssons brødrene gik videre til MGP Nordic, og sammen udgav de en cd, som har solgt Dobbelt Platin, over 60.000 eksemplarer.
Nu har Sandra Monique udgivet sin første solo-cd med poppede dansehits i samarbejde med det svenske producerteam Bejerholm/Uhlmann, de danske producere Jojusi, der hører under Nexus, og tekstforfatterne fra Bahrami Productions.
Cd'en hedder "Tro på dig selv" og indeholder 13 nye sange om blandt andet kærlighed ("Alt det kærlighed"), at tro på sig selv ("Tro på dig selv") og miljøet ("Vågn op").
"Det er meget glad musik til Tweens. Det er noget, de kan danse til. Ikke sådan noget kedeligt og trist noget," siger Sandra Monique, som selv er 13 år og bor i Lisbjerg nord for Århus sammen med sin mor Donna, lillebror Frederik på halvandet år og papfar Torben.
Familieprojekt
Efter MGP succesen i efteråret 2009 og en succesfuld forårsturné i 2009 var Sandra og hendes familie opsat på at udgive en solo-cd. Men drømmene fik sig et knæk i sommer, da Sandra blev udsat for et brutalt Happy Slapping overfald - overfald filmet på mobiltelefon - udenfor sin daværende fritidsklub på Peter Fabers Vej. Der blev slået, sparket og taget kvælertag på Sandra, og overfaldet gjorde, at hun mistede lysten til at lave en cd.
Men det skulle være løgn, tænkte Sandras mor Donna, som fik de svenske producere, der har arbejdet sammen med Sandra fra starten af hendes karriere, til at sende beats og sange til Sandra.
"Jeg ved, Sandra elsker musik. Det skulle de, der overfaldt hende, ikke have lov at ødelægge," fortæller Donna Monique, som fik held til at give datteren lysten og glæden ved musik tilbage.
Men dermed var forhindringerne ikke ovre, for midt i indspilningerne bakkede pladeselskabet ud af projektet. Familien var populært sagt på røven, men de besluttede sig for at fuldføre cd-projektet for delvist egen risiko.
"Begge producerhold var vildt søde og bakkede os op, og da folk fik nys om det her, blev min telefon rødgløende med selskaber, der ville udgive Sandras cd. Men vi har selv gjort alt forarbejdet, så vi besluttede os for selv at udgive den," siger Donna Monique.