Kurt Westergaard til frokost hos Wammen
Århus borgmester Nicolai Wammen havde i dag Kurt Westergaard til frokost på Rådhuset for at vi se sin egen og byens opbakning til bladtegneren
Århus bakker 100 procent op om Kurt Westergaard og hans familie. Det var budskabet fra Nicolai Wammen, da han i dag havde Kurt Westergaard og hans kone - samt to granvoksne livvagter fra PET - til frokost på sit kontor på Århus Rådhus.
"Jeg vil gerne sende et klart budskab på egne og byens vegne og udtrykke fuld opbakning til Kurt Westergaard og hans familie. Vi er stolte af at have Kurt og hans familie som borgere i Århus, og vi må aldrig lade formørkede kræfter sætte dagsordenen med vold, had og terror," sagde Nicolai Wammen efter frokosten.
Kurt Westergaard så ligesom borgmesteren veltilpas ud efter frokosten, hvor snakken var gået på Kurt Westergaard og familiens situation, men også mere underholdende emner.
"Det har været en god stund for mig og min kone, og jeg vil gerne sige mange, mange tak til borgmester Wammen for hans støtte. Den slags tilkendegivelser og støtte betyder kolossalt meget for mig og min familie i denne tid," sagde Jyllands-Postens tegner, som stod bag den omstridte tegning af Muhammed med turban og bombe på hovedet.
Støtte fra århusianerne
Westergaard fortalte videre, at der er mange mennesker i Århus, som spontant stopper og udtrykker deres støtte, når de møder ham.
Kurt Westergaard har holdt fri fra sit arbejde på Jyllands-Posten efter attentatforsøget mod ham fredag 1. januar, og han fortalte efter frokosten på Rådhuset, at der endnu ikke er taget stilling til, hvornår han skal starte igen.