Svend Åge om »forfærdelige« uger på aarhusiansk plejecenter: »Blev nedværdiget noget så læsterligt«

Højspecialiseret genoptræning. Det var det, Svend Åge Kristensen blev stillet i udsigt, da han i december 2022 blev udskrevet fra et længere ophold på Aarhus Universitetshospital og indlagt på en stue på Vikærgården i det nordlige Aarhus. 

Virkeligheden var dog, at Svend Åge efter knap fem ugers ophold på stedet fik sparsom træning, kom i bad blot to gange og oplevede en så nedværdigende behandling, at han bagefter priste sig lykkelig for at få høj feber, urinvejsinfektion og lungebetændelse den 19. januar, fordi han så blev overført til sygehuset.

Genoptræningen så han ikke meget til på Vikærgården, der er et center med korttidspladser under Sundhed og Omsorg, hvor der ifølge hjemmesiden ”arbejdes med den nyeste velfærdsteknologi”.

»Jeg vil ikke kalde det sted for et genoptræningscenter. Men nærmere opbevaring. Hvordan kan man redde folks liv og så være så ligeglad bagefter?« spørger Svend Åge retorisk, og tilføjer efter en lille pause:

»Jeg skal aldrig tilbage dertil. Hvis jeg nogensinde får behov for så omfattende genoptræning, så vælger jeg i stedet et Randers-reb,« siger han med et stålfast blik, der understreger, at han i fulde alvor hellere vil tage sig selv af dage end at lade sig indlægge dér igen.

Svend Åge sidder i sin lænestol ved sofabordet i sin toværelses-lejlighed på Ellebjergvej i Risskov. Han taler med en rolig stemme og vælger sine ord med omhu. En hjælper fra Sundhedsenheden under Aarhus Kommune har netop været på besøg for at skifte forbindinger på hans hævede ben. Han blev ramt af meningitis i efteråret og var tre gange i koma. En alvorlig hjernehindebetændelse, som han dog er ved at komme sig over. 

Ved udskrivelsen fra Aarhus Universitetshospital var han så stærkt svækket, at han skulle have hjælp til alt. Han kunne ikke selv komme ud af sengen. Derfor blev han overflyttet til et genoptræningsophold på Vikærgården.

»Jeg havde da håbet på, at der var træning hver dag. Fra hospitalet fik man jo at vide, at det var professionel genoptræning, men det var det langtfra. Højst et par gange om ugen skete der noget, og ofte sad jeg jo bare selv og cyklede med arme og ben.«

Hård og uvenlig tone

De ubehagelige episoder på Vikærgården begyndte allerede den første dag. Svend Åge lider af PTSD (posttraumatisk stressforstyrrelse) og bliver let utryg fremmede steder. Lidelsen stammer fra at have været udsat for et hjemmerøveri for et par år siden. Derfor ville han meget gerne have, at hans kæreste, Ingrid, overnattede på Vikærgården sammen med ham den første nat. Første melding var også, at det var helt i orden. Stuen var at betragte som Svend Åges eget hjem, fik han at vide. Men da aftenvagten mødte ind, var beskeden pludselig en anden. Ingen gæster tilladt efter klokken 21. Tonen var hård og uvenlig, synes Svend Åge:

»Jeg blev ked af det og bange. De skal ikke komme her og bestemme. Det var en dum melding, de kom med, på en forkert måde, det var ikke en venlig facon.«

Men sådan gik det hurtigt op for Svend Åge, at tonen ofte var på Vikærgården.

»Der var en forkert ånd. Jeg har tidligere været på arbejdspladser, hvor kulturen har været dårlig, og det her var slemt. Det var så indbegrebet en del af dagligdagen, fornemmede man.«

Svend Åges kæreste, Ingrid Rasmussen, har fulgt forløbet på tæt hold. Hun er selv tidligere social- og sundhedshjælper og har endda arbejdet på Vikærgården, dengang det var et plejehjem. Hun insisterede den første aften på at blive, selvom resultatet var en nat i en lænestol:

»Så avancerede jeg til en madras dagen efter og efter en uge til gæsteseng,« siger Ingrid og sukker, inden hun tilføjer:

»Efter den behandling, vi fik den første aften, besluttede jeg, at jeg ville overnatte der hver eneste nat. Der hersker en så dårlig kultur, en ydmygende og hård tone. De mennesker, som Svend Åge tror, skal hjælpe ham, falder ham i stedet i ryggen. De opfører sig ikke ordentligt, har ikke fagligheden i orden og behandler ikke patienterne med respekt,« fortæller Ingrid.

Og Svend Åges ophold på stedet er ikke det eneste eksempel, hun kender til. Tidligere har en nær pårørende til Ingrid også været indlagt på Vikærgården. Ligesom hendes gode veninde gennem 34 år sidste år var indlagt på centret kort før sin død.

»De har alle oplevet kritisable forhold og nedværdigende behandling. Jeg arbejdede der også kun i halvandet års tid, dengang jeg var på stedet, så sagde jeg op. Der var en forfærdelig ledelse med en forfærdelig tone, og selvom den er skiftet mange gange siden da, så er det aldrig blevet bedre. Kun værre.«

Ingrid læner sig tilbage i sofaen i lejligheden på Ellebjergvej. Hun bor der ikke, men opholder sig ofte på adressen hos kæresten, der i dag er tilbage i eget hjem med støtte fra Sundhedsenheden. Ingrid taler hurtigt, men med en fattet stemme, der dog indimellem bliver berørt af at fortælle om tiden på Vikærgården. Svend Åge nikker indimellem og tilføjer korte sætninger:

»Så snart jeg kunne gå selv, ville jeg bare ud derfra.«

Højlydt væmmelse

En af de værste episoder, Svend Åge oplevede, var da han en nat lå med afføring i sengen. Ingrid fortæller følgende:

»Svend Åge ville på toilettet. Det kræver, at han bliver liftet over på en bækkenstol. Så vi ringer med klokkesnoren efter en hjælper. Hendes første reaktion er; Kan du ikke bare gå derud? Hvortil Svend Åge må svare; Nej, det kan jeg ikke. Han må også fortælle hende, at han har kateder. Så er hendes svar; Jamen, så kan du jo bare tisse,« fortæller Ingrid, ryster på hovedet i afmagt og fortsætter: 

»Så løfter hjælperen dynen af og ser, at afføringen er kommet ud i sengen. Med stort ubehag beklager hun sig; ’øv, føj, nu skal jeg til at vaske dig.’ Højlydt væmmelse.« 

Svend Åge supplerer:

»Jeg kan huske, at hun spørger, om jeg kan blive liggende, til dagvagten kommer. Det er simpelthen en så uværdig behandling. Nå, men hun køler da lidt ned, da hun opdager, at Ingrid også er der. Så vil hun have mig op på bækkenstolen dér midt i stuen, men der må da være en grænse. Et toilet er der da, man ordner sådan noget. Det var så ydmygende en behandling, og hun skulle have været fyret på stedet.«

En anden episode udspillede sig, da en hjælper skubbede så hårdt til loftsliften, at den kurede ned i værelsets modsatte ende og slog den julepynt, der stod på sengebordet, i itu.

Ingrid beskriver oplevelsen således:

»Svend Åge kunne ikke spise den mad, den her hjælper kom med til ham. Så den bliver sat i køleskabet med husholdningsfilm over. Senere kommer jeg med noget mad udefra, som Svend Åge gerne vil have. Vi ringer derfor på klokkesnoren, for at Svend Åge kan komme op at sidde i stolen. Den samme hjælper kommer igen, og hun bliver tydeligvis irriteret over, at Svend Åge nu godt kan spise noget. Men den voldsomhed, hun svinger liften med, ryster os fuldstændig. De smadrede jule-engle ligger længe på sengebordet, for jeg forventer, at hun kommer med en undskyldning. Men det sker aldrig. Vi var chokerede og målløse.«

»Når man ligger dér og ingenting kan, så er man nedværdiget noget så læsterligt. Der var absolut også søde og venlige folk på stedet, men der var saftsuseme også det modsatte,« lyder det fra Svend Åge. 

Træning bliver aflyst

I de første 14 dage Svend Åge var indlagt på stedet, fik han meget sparsom træning. 

»Det blev aflyst gang på gang. Så var der møder, så var der sygdom. Når der endelig var træning, så synes jeg alt for ofte, at jeg blev placeret ved en maskine og overladt til mig selv,« siger Svend Åge og tilføjer:

»De havde ingen kontrol med, hvor meget eller hvor lidt jeg kunne. Jeg tror ikke, de havde tiden til det.«

Svend Åge er på ingen måde imponeret over den genoptræning, han endte med at få:

»Jeg var vel på to maskiner, mens jeg var der. Der var en, hvor man cykler med både arme og ben. En hvor man sidder ned og træner lår- og benmuskler ved at skubbe fra. Og så var der trappe-træning, hvor man gik på en ganske almindelig trappe.«

Svend Åge er ellers velbevandret, når det angår maskiner til genoptræning. Han har nemlig været ansat - og er stadig ansat - hos Risskov Fysioterapi.

Og inden han kom på Vikærgården, fik han det beskrevet som højspecialiseret genoptræning på et ”testcenter for velfærdsteknologi”.

»Det er den største skamplet. Hvis det skulle være det fremmeste velfærdsteknologi, så gemmer de det godt væk i hvert fald. De har vist et wellness-bad, som på et tidspunkt var på tale. Men ergoterapeuten sagde til mig, at det aldrig blev brugt.«

Ingrid havde konstant dårlig samvittighed over at gå fra Svend Åge i den periode, han var på Vikærgården: 

»Jeg begyndte at holde øje med, hvem der var på arbejde hvornår. Hvis det var nogle af de mere venlige personer, der havde vagt, så havde jeg mere ro i maven, når jeg forlod stedet.«

Historien skal frem

De mange kedelige oplevelser, som parret havde på Vikærgården, fik ikke Svend Åge til at brokke sig:

»Jeg havde slet ikke overskuddet til det. Jeg var bare glad, når der indimellem var en, der gad sætte sig ned og snakke lidt. Der var stor udskiftning blandt personalet, og det kan jeg godt forstå.«

Parret har dog efter Svend Åges hjemkomst taget oplevelserne med til chef-niveau i Magistraten for Sundhed og Omsorg.

»Jeg havde det bare sådan, at det her var bare ikke i orden. Men man har heller ikke den store lyst til at klage, mens Svend Åge stadig er på stedet,« siger Ingrid.

Efter udskrivelsen bad Svend Åge og Ingrid om et møde med områdechefen, der lyttede og lovede at tage fat i ledelsen på Vikærgården.

For nylig læste parret i Din Avis Aarhus, at Vikærgården fik et påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed, og at kommunens eksterne tilsyn med stedet udtalte kras kritik af især plejen om natten:

»Dér tænkte vi bare, at der er så meget mere at fortælle om det sted. Vi har så mange eksempler på plejesvigt, at personalet ikke har fagligheden i orden, at genoptræningen halter, og at der bare er en virkelig dårlig tone. Og der bliver intet gjort. Det er bare ikke rimeligt. Stedet trænger i den grad til at komme under lup.«

»Helt uacceptabelt«

Svend Åges fortælling om Vikærgården gør indtryk på forvaltningen på rådhuset.

»Den historie berører mig meget. Det er dybt beklageligt, at Svend Åge har haft de her oplevelser. Tonen og adfærden har været helt uacceptabel, og det har vi taget hånd om,« siger Otto Ohrt, der er sundhedschef i Aarhus Kommune.

Hvordan har I taget hånd om det?

»Vores chef for Vikærgården har holdt et møde med den berørte borger og hans pårørende, hvor vi har beklaget, og vi har givet en tilbagemelding på, hvordan vi vil handle. Og ledelsen har fulgt op med medarbejderne derude. Derudover har vi sat et arbejde i gang med kulturen og relationerne,« siger Otto Ohrt.

Han ønsker ikke at udtale sig om de konkrete personalemæssige konsekvenser, men siger dog følgende:

»Ledelsen har taget sagen op med pågældende medarbejdere.«

Er man på Vikærgården klædt godt nok på til opgaven?

»Der er ingen tvivl om, at der er en stærk faglighed på Vikærgården. Vi er godt klædt på, men de i stigende grad forskellige og omfattende sygdomsbilleder, vi ser, kræver, at vi bliver ved med at lægge på.«

Hvad er det mere konkret, der skal lægges på?

»Det drejer sig dels om faglig viden om både specialerne inden for fysiske og psykiske sygdomme og om at håndtere relationerne borgere og medarbejdere imellem. Det er det, vi arbejder med i konkrete forløb. Borgere med komplekse problemstillinger kræver noget ekstra af os, men det er en opgave, vi skal kunne løse.«

Så den behandling, Svend Åge har oplevet, vil man ikke kunne opleve på Vikærgården fremover?

»Vi kan aldrig give nogen garantier, når vi har med mennesker at gøre. Men vi har kunnet få meget læring ud af den her beretning, og vi er blevet klogere på, hvordan vi skal håndtere det fremadrettet. Især skal vi være bedre til at være opmærksomme på, hvor tæt det fysiske og det mentale spiller sammen. Når man for eksempel har PTSD kombineret med fysiske udfordringer.«

Når det gælder, Svend Åges oplevelse af genoptræningen på Vikærgården, så mener sundhedschefen, at forventningsafstemningen har slået fejl:

»Borgeren har fået tilbudt en udredningsplads på Vikærgården. Det er ikke højspecialiseret træning, som man for eksempel kender det fra Hammel Neurocenter, men et almindeligt genoptræningsforløb. Der er noget, vi skal ind og have kigget på, så den kommunikation ikke svigter. Jeg synes jo, det er megaærgerligt, at det tydeligvis er gået galt her.«

Sundhedschefen oplyser, at Vikærgården ikke længere er testcenter for velfærdsteknologi. Det blev nedlagt 1. januar 2022.

Der tilbydes ikke højspecialiseret træning på Vikærgården?

»Nej, hvis man har en forventning om en højspecialiseret træning med både fysio- og ergoterapeuter ved ens side, så svarer ens forventninger ikke til det, der rent faktisk tilbydes i kommunerne. De tilbagemeldinger, vi har fået, er at den træningsplan, der lagt, er overholdt. Men hvis Svend Åge har en anden opfattelse, så er det jo sådan, det er, og det tager vi selvfølgelig også med tilbage.«

Kan man i dag være tryg ved at være på Vikærgården?

»Ja, det kan man. Som tilsynsrapporterne også peger på, så er der rigtig høj faglighed på stedet. Men selvfølgelig går vi ind og arbejder med kulturen og relationerne, når vi får en tilbagemelding, som den her. Det er klart.«

Han tilføjer, at der i øvrigt er planlagt endnu et møde med Svend Åge for at sikre, at kommunen får draget læring af hændelsesforløbet, og for at Svend Åge får en tilbagemelding.