Fritidspatruljen er klar til at lege med Gellerups børn
En gruppe af unge mennesker fra Toveshøj og Gellerup er en del af en ny Fritidspatrulje, som skal lege med børnene i området. Fritidspatruljen var i aktion for første gang i vinterferien
Lina El-Ali dypper penslen i ansigtsmaling og lader den lande på en lille piges kind. En, to, tre streger bliver det til og så én på næsen. Nu mangler der bare en fjer i håret, før pigen er en vaskeægte indianer og kan drøne om kamp med kammeraterne i Det Vilde Vesten i Globus 1 i Brabrand.
Helt vildt bliver det dog ikke, for der er naturligvis sheriffer til stede. Men det er ikke store, stærke muskelmænd, der er tale om, men derimod unge piger fra Fritidspatruljen - et nyt fritids-projekt i Gellerup og Toveshøj, som for første gang var i aktion som hjælpere under vinterferiens mange aktiviteter i Globus 1.
En patrulje med leg
I Fritidspatruljen er unge mennesker mellem 15-18 år ansat i et fritidsjob til at lege med Gellerup og Toveshøjs mange børn. Projektet er en del af den boligsociale helhedsplan for Gellerupparken og Toveshøj.
Patruljen startede op i efteråret 2009, efter at den, sammen med Foreningernes Hus i Brabrand, havde fået 12,7 millioner kroner fra Landsbygge-fonden samt to millioner fra Århus Kommune og yderligere to millioner fra Brabrand Boligforening.
Til at lede projektet blev Gordon Roberts ansat, og han gik straks i gang med at rekruttere unge mennesker til patruljen. Lige før jul kunne han gøre status - 24 havde meldt sig, og ud af dem blev 17 valgt. Interessen var så stor, at der nu er venteliste for at blive en del af patruljen.
Den første leg
I januar mødtes det nye hold for første gang for blandt andet at lære om pædagogik. Og så endelig blev det vinterferie, og de første personer fra Fritidspatruljen skulle i aktion i den store hal, Globus 1, i Brabrand. Her havde blandt andre Lina El-Ali og Layal Souheil Al Mohamad travlt med at lave fjerhatte og ansigtsmaling til alle de små indianere i Det Vilde Vesten.
"Det er rigtig sjovt, for der er gang i den med alle børnene," siger Lina El-Ali og fortsætter:
"Jeg vil gerne være en del af Fritidspatruljen, fordi jeg godt kan lide at lege med børn, og fordi det giver både mig og børnene noget at lave i fritiden."
"Børn skal på græs"
Der er flere årsager til, at Fritidspatruljen overhovedet er opstået.
"Gennemsnitsindtægten her i området er for eksempel ret lav, og det forhindrer selvfølgelig mange forældre i at sende deres børn i eksempelvis SFO," siger Gordon Roberts og fortsætter:
"Rigtig mange børn og unge i Gellerup og Toveshøj laver derfor ikke noget efter skole - det gør kun cirka 30 procent, mod hele 70 procent i resten af Århus. Så vi skal have børnene ud af lejlighederne og ud og lege på græsset og legepladserne. Vi skal have skabt en tradition for leg efter skole."