Ramasjang-agent skjuler sig på Åby bibliotek
Tv-kanalen Ramasjang har sendt 200 hemmelige agenter ud på landets biblioteker - én af dem har gemt sig på Åby Bibliotek
Nu opfordrer tv-kanalen Ramasjang alle børn til at deltage i den store kodejagt, som foregår på bibliotekerne rundt omkring i landet, hvor Ramasjang Live har skjult 200 hemmelige agenter - én af dem er skjult på Åby Bibliotek.
Agenten på Åby Bibliotek arbejder i det skjulte, og børnene må selv finde ud af, hvem af de ansatte, det er. Når agenten hører det rigtige kodeord, hjælper han eller hun alle agent-aspiranterne videre i kodejagten, som giver adgang til titlen som Ramasjang-agent. For at finde koden må man enten tænde for tv'et, når der er Ramasjang Live, eller surfe ind på Ramasjangs hjemmeside
www.dr.dk/ramasjanglive
.
Alle børn, der deltager, har muligheden for at blive Ramasjang-agent, få ringetoner, agentdiplom og deltage i lodtrækningen om flotte præmier - hvis de altså gennemfører kodejagten. Den store kodejagt kører frem til 15. februar på Åby Bibliotek i Åbyhøj.