Marselisborgkvarteret: Fra gældsat landbrug til liebhaverområde

Marselisborgkvarteret (eller Marseliskvarteret) er kendt af de fleste aarhusianere. Det er et bykvarter, der ligger to kilometer syd for Aarhus Midtby. Kvarteret strækker sig mellem Tangkrogen, Marselis Boulevard, Strandvejen, Emil Hornemans Vej, Skovridervej, Carinavej og Jyllands Allé. Kvarteret har også lagt navn til et kommunalt ”statistikområde”, og det går helt ud til Moesgaard. 

Området kan deles i to, hvoraf den ene del hører til Sankt Pauls Sogn og den anden hører til Sankt Lukas Sogn. Flere vejnavne i Marselisborgkvarteret refererer til byer eller bydele i og omkring København – i særdeleshed nord for hovedstaden, hvilket er med til at understrege kvarterets image som liebhaverkvarter. I denne artikel dykker vi ned i herregården Marselisborgs historie.

Marselisborgkvarterets navn stammer fra den nu nedrevne herregård Marselisborg, der lå, hvor Marselisborg Gymnasium ligger i dag. Marselisborgs oprindelige navn var dog Havreballegaard. Oprindelig var gården ladegård til Aarhusgård, der lå omtrent, hvor Museet Køn i dag ligger. Det vil sige, at Havreballegård skulle forsyne Aarhusgård, der før reformationen i 1536 var bispebolig. Efter reformationen var det kongens lensmænd, der overtog de to gårde. Aarhusgården blev dog ikke vedligeholdt, og efterhånden som den forfaldt, blev Havreballegård områdets vigtigste gård, hvor både Frederik 2. og Christian 4. flere gange gjorde ophold.

Navnet Marselisborg kom i 1600-tallet, hvor Christian 4. var glad for at føre krige, men dog ikke særlig succesfuld med det. Under krigene gældsatte han riget; blandt andet til den nederlandske købmand Gabriel Marselis. Efter enevældens indførelse i 1660 begyndte Christian 4.s søn og efterfølger, Frederik 3., at sælge ud af krongodset for at indfri gælden. Dermed kom både Stadsgård, Skrumstrup og Havreballegård i den nederlandske købmandsfamilies eje og omdøbt til hhv. Constantinsborg, Vilhelmsborg og Marselisborg. På trods af, at Marselisslægten kun var ejer af Marselisborg i 40 år, har navnet hængt ved lige siden.

Selvom vi i dag tænker på kvarterets store villaer som ganske bynære med blot et par kilometrer til midtbyen, var området for 200 år siden ude på landet. De få bygninger, som lå på området, var funktionærboliger under herregården, som eksempelvis nogle skovfogedboliger eller et par møller langs skovens bække. Da sognekommunerne blev oprettet i 1842, faldt størstedelen af Marselisborgs jorder, der også inkluderede det nuværende Frederiksbjerg, under Viby Kommune, der indtil 1868 hed Viby-Tiset Kommune.

I slutningen af 1800-tallet var Aarhus i en rivende udvikling, og den gamle købstadsgrænse var begyndt at være snæver. Dele af Frederiksbjerg blev indlemmet i 1874, og i 1896 indledte byrådet forhandlinger med den aldrende, barnløse indenrigsminister og ejer af Marselisborg H.P. Ingerslev om en overtagelse af herregården med al dens jorder ved Ingerslevs død. Kontrakten blev underskrevet 18. april, og det var i sidste øjeblik. To dage senere døde H.P. Ingerslev. 1. maj købte Aarhus Købstadskommune Marselisborg med al dens inventar, besætning, jord og ejendomme for 1.183.750 kr. og 70 øre (ca. 82 millioner kroner i nutidsværdi). 

Selvom kommunen nu havde overtaget hele molevitten, var lykken ikke gjort. Gården og jorden lå slet ikke i Aarhus Kommune, men i Viby og Holme-Tranbjerg Kommune, gården var dyr i drift, mange af bygningerne var gamle og faldefærdige, og ville man overhovedet have så stort et landbrug så tæt på den voksende by?

Efter forhandlinger med Viby Kommune blev området omkring nuværende Ingerslevs Boulevard og ikke mindst selve gården indlemmet i Aarhus Kommune 1. januar 1899. 1. oktober 1907 var turen kommet til den sydligste del af jorden, der havde hørt under Holme-Tranbjerg Kommune.

Gårddriften blev lidt af en torn i øjet. Det endte med at være ikke bare én, men hele tre brande, der blev enden for Marselisborg. I 1904 brændte gårdens svinestald, og i august 1906 var den gal igen. Få dage inden denne brand havde restauratør Riising fra Restaurant Friheden ifølge Aarhus Stiftstidende i selskab med venner udtalt »saadan no’ne gamle Rønner. Det var saagu en helt bypatriotisk Bedrift at gaa hen og sætte en Tændstik til dem«.

Det var dog ikke en bypatriotisk person, men en gnist fra et lokomotiv, der var synderen. Gården kom i drift igen, men endnu en brand i 1909 var den undskyldning, som byrådet havde ventet på. Forpagteren blev opsagt, de tilbageværende bygninger blev nedrevet, og omkring 700 års gårdshistorie var historie.

Læs med i næste uge, når vi ser nærmere på nogle af Marselisborgs helt gamle bygninger, hvor blandt andre skovfogederne og møllerne holdt til.

Læs mere om Marselisborgkvarteret på aarhuswiki.dk.