Sofie fra Hasle Blomster er nu Danmarks bedste
Sofie Scheibner fra Hasle Blomster kunne for nylig lade sig hylde som vinder af DM i Skills for blomsterdekoratører.
Efter tre intense dage kunne 23-årige Sofie Scheibner for nylig kalde sig Danmarks dygtigste håndværker inden for blomsterdekoration.
Det skete, da hun deltog i DM i Skills, som i år fandt sted i Fredericia.
Sofie Scheibner, som bor i Aarhus C, arbejder til daglig som blomsterdekoratør i Hasle Blomster, der er en del af den landsdækkende blomsterkæde Interflora. Det har hun gjort, siden hun kort før nytår blev færdiguddannet. Og hun er stolt over, at hun nu har et fysisk bevis på, at hun er god til sit håndværk.
»Det åbner mange muligheder fremadrettet, og så håber jeg, at det kan være en motivation for andre unge, som har lyst til at gå samme vej som mig,« fortæller Sofie Scheibner til Din Avis Aarhus.
Ogs Dorthe Fjord, som ejer Hasle Blomster, er ganske begejstret for sit unge talent.
»Jeg er superstolt af min medarbejder Sofies succes og flotte resultat ved dette års konkurrence. Det er en ære at have en medarbejder som Sofie i Hasle Blomster, som dagligt bidrager med hendes kreativitet og talent. Derudover er det er vigtigt med konkurrencer som disse, så vi kan få mere fokus på de kreative fag, som blomsterdekoration i den grad er, og så vi kan få andre unge talenter som Sofie, til at søge denne vej,« siger Dorte Fjord.
DM i Skills har fokus på unge talenter inden for 45 forskellige håndværksfag. Inden for blomsterdekoration blev deltagerne givet forskellige opgaver i løbet af dagene, som blev fortolket alsidigt blandt de deltagende.
»Det er første gang, at jeg deltager i DM i Skills, og det var en kæmpe oplevelse på alle måder. Der var et skønt fællesskab mellem os deltagere, og det var meget inspirerende at være blandt så mange talentfulde unge og se alle de forskellige fortolkninger på opgaverne,« fortæller Sofie Scheibner, som fik overrakt diplom og en stor guldmedalje af børne- og undervisningsminister Mathias Tesfaye (S), som et bevis på prisen.
jwh