- Artiklen opdateres
Kritikere er ude af havneforhandlinger: »Det var havneformanden, vi forhandlede med«
Radikale Venstre, Enhedslisten og løsgænger Jakob Søgaard Clausen forlod forhandlingerne om havneudvidelsen efter et par timer ved bordet.
Nogen stor overraskelse kan man ikke kalde det.
Nogle af byrådets argeste kritikere af en potentiel udvidelse af Aarhus Havn har været Radikale Venstre, Enhedslisten og løsgænger Jakob Søgaard Clausen, og det var da også den treenighed, der forlod forhandlingsbordet tirsdag aften efter et par timers forsøg på at præge den politiske beslutning.
De radikale havde dog kort før forhandlingerne åbnet døren på klem for at deltage i en aftale, hvis den kunne trækkes markant i den - i deres øjne - rigtige retning. Men partiets ordfører på sagen, Metin Lindved Aydin, så var der ikke tale om reelle forhandlinger.
»Det var meget tydeligt, at Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og SF forlods havde fundet hinanden, så der på mødet i dag reelt ikke var rum til reelle forhandlinger, hvor vores mandater var nødvendige. Det er selvfølgelig skuffende og lægger sig i naturlig forlængelse af hele borgerinddragelsesforløbet, der har været meget lidt tilfredsstillende - og et borgerpanel der ikke er blevet taget alvorligt,« siger han i en pressemeddelelse.
Han understreger, at partiet ikke var deciderede modstandere af en havneudvidelse til gavn for erhvervslivet og velfærden, men Radikale Venstre mener på ingen måde, at man søger en balance, der også tilgodeser borgerne og klimaet.
Den radikale ordfører uddyber overfor Din Avis Aarhus, at der i hans optik har været tale om en skueproces.
»Vi følte ikke, at der var nogen form for manøvrerum for os derinde. Nul. Vi skulle acceptere det, der blev lagt frem, for at deltage - og det var i udgangspunkt lokalplanen, som den ligger.«
Altså lokalplanen med de 105 hektar?
»Ja, men der kan jo nå at ske meget endnu. Venstres forslag (60 hektar og en tørhavn, red.) fik ikke lov at fylde ret meget. Vi skulle acceptere en etape 1 på 44 hektar, som står færdig i 2039 og en ydermole, som ikke er nærmere defineret. Og sidenhen en etape 2 af - for os - ukendt størrelse.
Han mener ikke, at de resterende partier har lyttet til borgerne.
»Man holder borgerne tydeligt for nar. Derfor kalder jeg det en skueproces. Det forekommer mig spøjst, at Venstre og SF fortsætter med at sidde ved bordet, når deres bestilling bliver gjort til skamme. Det var dem, som bad om en borgersamling, som så blev nedjusteret til et borgerpanel. Det her borgerperspektiv, som man havde brug for at blive klogere på, blev man klogere på med et borgerpanel og tusindvis af høringssvar, men det har man så valgt at ignorere totalt,« siger en tydeligt frustreret lokalpolitiker, som forudser, at den her sag kan komme til at koste de store partier dyrt.
»Der kommer en kolossal tillidskrise, når vi har så egenrådigt et magtetablissement. Det er uhyrligt. De vil sikkert sige, at vi har valgt at stå uden for indflydelse ved at forlade forhandlingerne, men der er simpelthen ikke rigtigt. Vi har brugt et helt år på at skubbe til processen, kvalificere beslutningsgrundlaget og bede om yderligere undersøgelser. De partier, som lander et kompromis, er tvunget til at forholde sig til det arbejde, vi har lavet det seneste år. Og lytter de ikke til det - og til borgerne - vil de blive lemlæstet til næste valg,« lyder den bastante analyse.
Også løsgænger Jakob Søgaard Clausen er ude med en kras kritik efter at have forladt forhandlingerne.
»Det var tydeligt, at det var havneformanden, vi forhandlede med. Der var alene fokus på havnens behov og ikke på, hvad det er vigtigt for Aarhus. Jeg savnede, at byens førstemand i form af borgmesteren også var til stede i forhandlingerne, men havne-kasketten skyggede for meget,« siger han i en pressemeddelelse.
Han gik ind til forhandlingerne med en anbefaling om at udskyde beslutningen.
»Det er helt i tråd med anbefalingen fra det repræsentative borgerpanel, som byrådet har nedsat. En lang række af aktører, borgergrupper og fællesråd anbefaler det også. Men det var der blandt partierne ikke opbakning til. Borgmesteren satte en ramme op, som blandt andet gik på at acceptere en massiv havneudvidelse nu samt anlæggelse af en ydermole. Det, synes jeg, er alt for tidligt at beslutte.«
Også han mener, at S, V, K og SF har klappet tingene af i de såkaldte sonderingsmøder, de har haft forud for forhandlingerne.
»Det var tydeligt, at der havde været drøftelser blandt tilhængerne af en stor havneudvidelse. Til aftenens forhandlinger blev der udleveret nye notater med nye og komplicerede fakta, som vi som almindelige byrådsmedlemmer umuligt kan sætte os ind i bare sådan lige. Det er stærkt kritisabelt, og jeg forstår ikke, at de andre partier kan acceptere den stil.«
Opdateres...