Ung mand søges til ørken-krig i Afghanistan

Stedet er de militære træningsområder på Antvorskov Kaserne ved Slagelse. Det er efteråret 2008. 21-årige John Vendelbo fra Århus ligger i en grøft og kigger op i himlen. Han har kun fået få timers søvn, og hele dagen er gået med lange stroppeture. John Vendelbo er kun 172 centimeter høj, men han får alligevel "lov" til at slæbe den tungeste oppakning, som vejer omkring 25 kilo. Det er ikke tilfældigt, at sergenterne har kørt delingen med hård hånd.
Om kort tid skal de unge mænd udsendes til Afghanistan, hvor de blandt andet skal fungere som kamptropper. De skal ind i fjendens krydsild, og de skal slippe levende fra det. Hvis nogen i gruppen ikke kan klare det, skal de ikke med. Derfor presses gruppen ud, hvor de fleste ville bukke under.
"Når man ligger i en grøft klokken fem om natten i silende regn og kigger op i himlen, så spørger man sig selv, hvorfor man gør det," siger John Vendelbo og fortsætter: "Jeg ville gerne udsendes for at prøve mig selv af. Men også, fordi jeg gerne ville hjælpe Afghanistans befolkning. Jeg vidste godt, at jeg nok ikke kom til at tage terrorister til fange, men bare det at være med til at beskytte civilbefolkningen ville være en stor glæde."

Klar fysisk og psykisk

De mange hårde døgn på Antvorskov Kaserne er med til at hærde John Vendelbo. Dagene går med masser af øvelser. Kampøvelser, hvor delingen marcherer i timevis, og pludselig løsnes der et skud. Delingen falder på jorden på et splitsekund og besvarer ilden – præcis, som de skal gøre i Afghanistan. Men der er også masser af praktisk undervisning. Om våben og førstehjælp og sprogundervisning i det lokale sprog pashto.
Rent fysisk viser John Vendelbo, at han har, hvad der skal til. Han brokker sig ikke, selv om han ofte skal trække det tungeste læs. I Afghanistan skal John bære en stor metalkasse, som forstyrrer fjendens radiosignaler, så de ikke kan aflytte de danske tropper. Men en ting er at være klar til krig rent fysisk. Noget andet er at være det psykisk.
"Jeg prøvede at forestille mig, hvordan det ville være. Men det er umuligt. Det var faktisk først, da jeg 7. februar 2009 gik hen mod flyveren, som skulle flyve os derned, at jeg tænkte: "Nu er det alvor. Jeg skal i krig nu." Det var sgu surrealistisk," fortæller John Vendelbo.

Familien støttede

John Vendelbos familie reagerer med bekymring, da han første gang fortæller, at han vil til Afghanistan.
"Mine forældre og to ældre søskende blev bestemt ikke glade, og de prøvede at tale mig fra det. Men som tiden gik, accepterede de min beslutning. Min storebror sagde, at når det var det, jeg ville, så skulle jeg gøre det. Det betød rigtig meget. Jeg vil mene, at man ikke kan være i Afghanistan i seks måneder, hvis man ikke har støtte hjemmefra. Det bliver simpelthen for hårdt," siger John Vendelbo.