• Opdateret 09/02/2023 kl. 11:03

Ny kritik af havnerapport: »Det er godt nok påfaldende«

Først nedsablede havnedirektør i Grenaa en del af rapport om alternativer til havneudvidelsen. Nu kan der også stilles spørgsmål ved konklusioner om containertårne.

Artiklens øverste billede
Containertårne på havnen er for dyre og CO2-svinende, slår rapport fast. Men rapporten har mangler. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Artiklen er blevet opdateret. I en tidligere version fremgik citater, som nu er blevet fjernet.

Kritikken tager til af den rapport, der har haft til formål at undersøge fire alternativer til den massive udvidelse af Aarhus Havn.

Rapporten, som er bestilt af Aarhus Kommune og Aarhus Havn , er lavet af rådgivningsfirmaet HBS Economics, der i sidste uge fik massiv kritik fra Grenaa Havns direktør i JP Aarhus for at undervurdere potentialet i et samarbejde mellem de to havne, for at overvurdere den potentielle CO2-udledning og for kun at have været i dialog med havnen i en time på Teams. 

Ligeledes har fremtidsforsker Jesper Bo Jensen i et læserbrev heglet HBS-rapporten ned. 

Men nu bliver der også rejst kritik af en anden del af rapporten; den der omhandler bedre udnyttelse af de eksisterende arealer. 

I rapporten har HBS Economics kigget på potentialet i et containertårn på det nuværende areal, og forfatterne har brugt tyske Boxbay som case. Rapporten konkluderer, at et 10 hektar stort Boxbay-system i 36 meters højde med plads op til 30.000 containere både er for dyrt og for klimafjendtligt. Det koster mere end at anlægge 105 hektar yderhavn, og det udleder også mere CO2, lyder det fra rådgivningsfirmaet. 

Men den konklusion er behæftet med stor usikkerhed. 

For det første har HBS Economics ikke selv været i kontakt med Boxbay, men har brugt noget generisk salgsmateriale og oplysninger fra andenhånd - Aarhus Havn og Beskyt Aarhusbugten, som har haft Teams-møde med det tyske firma - til grund for analysen. Det bekræfter Esben Anton Schultz, partner i HBS Economics. 

Boxbay skriver i en mail til Din Avis Aarhus, at man er overrasket over at blive en del af havnediskussionen i Aarhus, da man har været »meget lidt« involveret.

Boxbay vil ikke kommentere indholdet af HBS Economics rapport, men anfører: 

»Vi har ikke været i direkte kontakt med forfatterne, ej heller har vi leveret dem data. Bortset fra en ”bag på en serviet”-agtig skitse har vi ikke leveret nogen Aarhus-specifik information. Det inkluderer i særdeleshed pris, design, stålinformation, CO2-udledninger og tidslinjer for et sådant projekt. At levere det ville tage adskillige uger, hvis ikke måneder,« skriver Boxbay i en mail. 

Ufuldstændigt CO2-regnestykke

Når det handler om CO2-udledningen ved Boxbay-systemet, så er der også en finger at sætte på konklusionen. 

Det er Cowi, der er kommet frem til, at konstruktionen af systemet udleder mere end hele havneanlægget. Men Cowis resultat, anerkender firmaet selv overfor Din Avis Aarhus, er »behæftet med betydelig usikkerhed«. For grundet manglende oplysninger fra Boxbay har man måttet få en ingeniør til at estimere, hvor meget stål og beton der går på sådan et system, og det estimat spænder helt fra 50.000 til 70.000 tons. 

Cowi anslår på den baggrund, at systemet vil udlede 210-260.000 tons CO2, og samme virksomhed vurderer, at anlægget af 105 hektar havn i dag ville ”koste” 160.000 tons CO2. 

Men Cowi har alene regnet på etableringen, og det giver langtfra hele CO2-historien om Boxbay-systemet. Hverken Cowi eller HBS Economics har taget højde for, at Boxbay-systemerne har solceller på taget, der forventes at levere mere energi, end systemet kræver. Ligeledes har man ikke regnet på, hvilken CO2 effekt det vil have at få en mere effektiv containerekspedition, der minimerer ventetid og tomgang for lastbilerne. 

Begge virksomheder bekræfter, at de nuancer ikke indgår i deres vurderinger. 

»Det er da pudsigt«

Hos Beskyt Aarhusbugten er man nærmest resignerende i forhold til manglerne i HBS Economics’ rapport. Foreningen har generelt stillet sig særdeles kritisk overfor de undersøgelser, der er blevet lavet i havneudvidelsessagen, og denne er bare endnu en i rækken, lader formand Svend Erik Kristensen forstå. 

»De her mange CO2-regnestykker skriger til himlen. Det er fuldstændig fiktive regnestykker, og det gør mig ophidset, at man vil forsøge at stikke befolkningen blår i øjnene på den måde. Der må sgu da være en grad af saglighed i det, man lægger ud i befolkningen, for langt hovedparten har jo ikke tid eller evner til at sætte sig ind i det her.«

Også Radikale Venstres Metin Aydin er frustreret over rapporten. 

»Det her er en opgave, som er løst på en måde, som tilgodeser bestillerens interesser. Jeg kan ikke vide noget om, hvorvidt der er tale om ”bestilt arbejde”, men det ser sådan ud, og det ligner, at man ikke har været interesseret i at undersøge de her alternativer for grundigt.«

»Det er, som om alle forhold, der taler imod alternativerne, har skullet belyses, mens alt, der taler for er fraværende. Det er da pudsigt. Det kan selvfølgelig være et udtryk for godt arbejde fra havnens side, at de bare har fundet den helt perfekte løsning i første hug, mens alle disse alternativer slet ikke kan bruges til noget. Men det er da godt nok påfaldende,« siger Metin Aydin. 

Den radikale politiker mener, at flere af rapporterne i sagen er præget af sjusk eller ’confirmation bias’, som er, når man bevidst leder efter noget, der understøtter egen eller bestillers agenda. 

»Jeg vil allerhelst tro det bedste om de her fagprofessionelle, som har lavet rapporter i den her sag. Det er ikke onde mennesker, som er udygtige. Men jeg synes bare, at det ser ud til, at der er en bias, som gør noget af det utroværdigt.« 

De mange undersøgelser og rapporter i sagen har skullet danne grundlag for den meget nærtstående beslutning, byrådet skal tage. 

Tirsdag aften mødes partierne til forhandlinger, og Metin Aydin gør sig ingen forhåbninger om, at det rykker noget, at der er fejl eller store usikkerheder i rapporternes indhold. 

»Uagtet hvad der er bragt på bordet af usikkerheder og unøjagtigheder, så har S, V og K ikke vaklet. Jeg tror ikke, at de her rapporter gør det store fra eller til. Det, der gør mest ondt, er, at borgerne tilsyneladende bliver holdt for nar. Man har undladt at lytte til de mange høringssvar, og man lader ikke borgerpanelets anbefalinger få fylde og betydning. Hvis man ignorerer det vigtigste, altså borgerne, så tror jeg også, at man er rede til at ignorere noget papir.«

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få dagens lokale tophistorier. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.