Henrik Sejerkilde er bogsamler med mere end 6.000 bøger

For hvert værk Henrik Sejerkilde pakker ud, falder både han og bøgerne bedre og bedre til i de nye rammer på præstegården i Voldum.

Artiklens øverste billede
Henrik Sejerkilde har over 6000 bøger i sit private bibliotek. Nu er han og hustruen flyttet til Voldum, og her er både og bøgerne ved at være på plads. Foto: Mark Sigetty

Døm ikke en bog på omslaget. Sådan lyder den fordanskede version af den velkendte amerikanske parole. Det er dog lige netop det, Henrik Sejerkilde gør. Han har nemlig en stor passion for bøger og særligt bogdesign. I hjemmet har han over 6.000 bøger i sit private bibliotek, og nu er han, hustruen og alle bøgerne flyttet ind på præstegården i Voldum. Det har været lidt af et projekt.

»Der er 350 flyttekasser eller deromkring med bøger. Man skal jo kunne løfte kasserne. Vi flyttede selv med hjælp fra nogle venner, som vi heldigvis stadigvæk har,« fortæller Henrik Sejerkilde.

Han og hustruen, sognepræst Trine Gjørtz, flyttede ind medio november. Selvom parret til tider har været ved at drukne i flyttekasser, så kan (de) snart se en ende på strabadserne.

»Jeg er snart færdig for at sige det pænt. Jeg skal dog have købt nogle flere reoler. Jeg har haft bøgerne stående i to rækker, og det hævner sig på et eller andet tidspunkt. Dem på bagerste række er sværere at nå ind til, og jeg får dem jo aldrig frem. Der er en grund til, man sætter dem bagerst.«

Selvom det er et stort arbejde, så er det som om, at han for hver bog han pakker ud, og sætter på hylden, falder bedre og bedre til i det nye hjem. 

»Det hjalp, da jeg fik tømt de sidste kasser. Så lignede det selvfølgelig en slagmark, men bare det at få dem op af kasserne, det gør meget. Jeg vil sige, da jeg nåede toppen af den ene reol derinde i aftes, der fyldtes jeg af en vis tilfredshed.«

En ny by

Henrik Sejerkilde nåede at bo fem år på Mors og fejre 25 års jubilæum på sin tidligere arbejdsplads, inden han og konen for to et halvt år siden rykkede til Trige i forbindelse med, han startede i nyt job hos Jyllands-Posten, og hun fik nyt embede i Trige-Ølsted- Spørring. Han har dog været positivt overrasket over, hvor let det på nogle punkter har været at tage et nyt skridt i livet. 

»Jeg har ikke fortrudt det et sekund, og et eller andet sted er jeg en smule overrasket over, at så stor en del af mit liv i virkeligheden bare er væk, når man flytter sig. Men det er jo også i kraft af, at jeg er endt et sted, hvor jeg er godt tilpas,« fortæller Henrik Sejerkilde, der arbejder som debatredaktør hos Jyllands-Posten.

Nu er turen så gået fra Trige til Voldum. 

»Vi flyttede hertil, fordi min kone har fået et rigtig godt job. Simpelthen det perfekte job. Det er et super godt sted at være præst, og det oplevede vi egentlig, fra første gang vi var her.«

Han fremhæver blandt andet en tradition i nabolaget, hvor man mødes i naboens garage til en grillpølse og en øl dagen før nytårsaften.

»Det blev vi også inviteret til, og det var sindssygt hyggeligt. Det var en god måde at lære folk at kende på. Folk har taget virkelig godt imod os.«

Det er dog på ingen måde første gang, Henrik Sejerkilde har flyttet det store bibliotek til en ny adresse. Samlingen har selvfølgelig ikke altid været så stor som nu, men alligevel er det et omfattende projekt, hver gang bøgerne skal pakkes og flyttes.

»Jeg behøver ikke at flytte mere eller: vi flytter ikke, før de smider os ud. Og det er ikke kun på grund af bøgerne, eller fordi det er et dejligt hus. Det er også fordi, det er et godt sted. På en eller anden måde kan man mærke, når noget bare er godt.«

Fælles lidenskab

Henrik Sejerkilde er medlem af Dansk Bibliofilklub, som er en forsamling af nogle af de mest ihærdige og dedikerede bogsamlere. Det er en hobby, som kræver meget plads. Han er dog velsignet med en kone, der ikke klager over den store bagage, der følger med interessen.

»Da vi lærte hinanden at kende, havde jeg ikke noget tapet, der var bredt nok til at gemme de der reoler. Men hun blev ikke afskrækket af det – tværtimod

Bøger er nemlig ikke kun, noget Henrik Sejerkilde brænder for. Passionen deler han med sin hustru, og hun bakker i det hele taget meget op omkring sin mands hobby. Faktisk i en sådan grad, at hun kort før de flyttede overraskede ham med en gave: en bogtrykt bog med titlen Henriks Bibliotek, som hun fik lavet i samarbejde med en fotograf og den anerkendte bogtilrettelægger Carl H.-K. Zakrisson.

»Det synes jeg, er den ultimative kærlighedserklæring. Den er lavet i 20 eksemplarer, og jeg var fuldstændig blæst omkuld.«

Bogen var oprindeligt tænkt som en fødselsdagsgave. Det kunne dog ikke nås, men den nåede at ankomme to uger før, de begyndte at pakke ned.

»Så den er jo også sådan lidt et mindesmærke for, hvordan biblioteket så ud i sin tid.«

Det er altid et stort arbejde at pakke de mange bøger ned og ud igen. Blandt andet derfor håber Henrik Sejerkilde også, at de kan blive boende i Voldum mange år frem. Foto: Mark Sigetty

Lærte sig selv at læse

Begejstringen for de gamle bøger fandt han allerede som barn. Som otteårig var han i København med sine forældre, og her passerede de et butiksvindue, hvor hans øjne faldt på en bog – netop fordi den var gammel.

»Bogen viste sig at være fra 1660, og jeg havde ingen ide om, hvad den handlede om. Det har jeg stadig ikke, selvom jeg stadig har den dag i dag.«

Faktisk startede kærligheden til bøgerne endnu tidligere. Som helt lille – før han begyndte i skole – blev han nemlig passet et sted, hvor Lademanns Leksikon lå fremme. Dem bladrede den unge Henrik trofast i.

»Jeg lærte mig selv at læse ved at stave mig gennem Lademanns Leksikon. Hvis jeg nogle gange er ude at holde foredrag om bogdesign, så har jeg altid et bind med. Det er et fantastisk godt eksempel på, hvordan grafisk kommunikation virker. Der er en fremragende fordeling mellem tekst, billeder og grafik.«

Langt størstedelen af bøgerne i Henrik Sejerkildes bibliotek er på dansk, og tæller blandt andet store danske forfattere som Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Steen Steensen Blicher. Han nøjes dog ikke kun med at læse og samle på bøger. Han har også selv skrevet et par stykker. Blandt andet Den visuelle legekammerat (2002) og Dansk bogdesign i det 20. århundrede (2017), der begge handler om netop bogdesign. Henrik Sejerkilde har dog ikke planer om at skrive en ny bog lige foreløbig. 

»Hvis jeg endelig skulle skrive en ny, kunne jeg egentlig godt tænke mig at lave en serie af coffee table bøger med en række af de her profiler inden for dansk bogdesign. I stil med de bøger der findes om danske møbeldesignere. Det kunne være meget spændende.«

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få dagens lokale tophistorier. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.