Sidste boligbyggeri skyder op i Ceresbyen
Ceres Allés sidste igangværende boligbyggeri er snart færdigt. Ejendomsselskab er klar til at fremvise de første af i alt 101 nye lejeboliger i Ceresbyen.
Det er snart 10 år siden, at de første beboere flyttede ind i Ceresbyen.
Siden er godt 10.000 indbyggere flyttet ind i den nye bydel, der i over 150 år lagde grund til det aarhusianske bryggeri, Ceres Bryggeri.
Den 1. juni forlader entreprenørmaskinerne dog endegyldigt Ceres Allé 11, når boligbyggeriet, kaldet Maltgården, står færdigt, og beboerne i de 101 nybyggede lejeboliger kan flytte ind.
Det er Ejendomsselskabet Olav de Linde, som står bag byggeriet på den sidste ubebyggede grund på Ceres Allé, ligesom selskabet også kommer til at stå for den fremtidige udlejning og drift.
»Nogen vil måske hævde, at Ceresbyen har været færdigbygget i flere år, men jeg tror, at de mennesker, der har deres daglige gang på Ceres Allé, glæder sig til, at vi endegyldigt kan sætte punktum for flere års udviklingsarbejde,« siger Mads Bue Mørk, kommerciel direktør hos Ejendomsselskabet Olav de Linde, i en pressemeddelelse.
»Det er et område, der bærer en vigtig del af Aarhus’ kulturhistorie, og jeg synes, at vi er kommet i mål med en smuk og respektfuld karrébygning, hvor ny arkitektur tager afsæt i byens historiske udtryk. Navnet Maltgården er samtidig en hyldest til områdets bryggerihistorik,« siger han.
Åbent hus
Allerede den 2. februar klokken 15 kan potentielle lejere få et kig indenfor i Maltgården, når Ejendomsselskabet Olav de Linde holder åbent hus og kan fremvise de første færdigbyggede boliger.
«Det er en ejendom, der kommer til at indeholde lejemål med stor variation. Derfor vil beboerne sandsynligvis også være en blanding af studerende, børnefamilier, seniorer, vennepar, singler og par. Boligerne er på mellem ét og fem værelser og svinger i størrelsen mellem 42 og 142 m2 – de største vil blandt andet have deres egen private tagterrasse og tiltrækker allerede nu stor opmærksomhed,« siger Mads Bue Mørk.
Ejendommen får desuden to erhvervslejemål i stueetagen, som skal være med til at give liv til området. Desuden bliver der udviklet et landskabeligt, grønt gårdmiljø for beboerne i ejendommen.