Aarhus Letbane slog alle rekorder i 2022: »Vi er tættere på målet«
En lille skandale i slutningen af året ændrer ikke på, at Aarhus Letbane havde sit bedste år nogensinde.
Det kostede Aarhus Letbane en hel del passagerer, afgange og røde ører, da en række tog i november/december måtte trækkes ud af driften pga. manglende vedligehold.
Men den svipser ændrede ikke på, at 2022 var et decideret rekordår for Aarhus Letbane.
For fjerde kvartal i træk er der nemlig sat passagerrekord, og dermed bliver det samlede passagertal for 2022 det bedste resultat i Letbanens historie, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Helt præcist 5.475.521 passagerer rejste med letbanen i 2022, og det er en stigning på mere end 14 procent i forhold til 2019, hvor det samlede passagertal var 4.788.295.
I årets sidste kvartal satte passagerne sågar endnu en gang rekord med 1.368.871 passagerer - trods de massive driftudfordringer.
De mange nye passagerer kører primært med L1 mellem Aarhus H og Grenaa, men der er også en stigning i passagertallet på L2 mellem Odder og Aarhus H samt Aarhus H og Lystrup/Lisbjerg via Universitetshospitalet.
»Den passagervækst, vi har oplevet i 2022, er meget positiv,« lyder det fra Mie Krog, formand for bestyrelsen i Aarhus Letbane.
»Passagererne er ikke bare vendt tilbage efter COVID 19, men der er også kommet flere til. Der er kommet flere afgange i morgenmyldretiden på Grenaabanen, og det kan heldigvis også ses på tallene. Vi er kommet tættere på at nå vores strategiske mål om at øge antallet af passagerer. Vi er utrolig glade for det flotte resultat og sender en stor tak til alle de passagerer, der har valgt Letbanen til i 2022.«
Med et samlet passagertal på næste 5,5 millioner betyder det, at der i dag er mere end 17.000 passagerer, der dagligt rejser med Letbanen. 81 procent af dem rejser i hverdagene.
Passagertallene viser også, at den mest populære strækning er L2 mellem Aarhus H og Universitetshospitalet. Her rejser over halvdelen af passagererne.
I gennemsnit rejser en passager 10 kilometer per rejse.
ddp