Slimede, gullige belægninger i opvaskemaskinen: Tankstation får endnu en sur smiley
Det er tankstationens anden sure smiley på et halvt år, og med den følger også en bøde på 25.000.
25.000 kroner. Så meget får tankstationen Q8 på Silkeborgvej i Åbyhøj i bøde fra Fødevarestyrelsen, som kom på uventet besøg i denne måned.
15.000 kroner for manglende rengøring og 10.000 kroner i bøde, for det man kalder manglende vedligehold. Sidstnævnte var i øvrigt noget Q8-stationen ikke havde bragt i orden fra sidst, da Fødevarestyrelsens kontrollanter var på besøg tilbage i starten af juli.
For det er nemlig anden gang indenfor et halvt år, at Fødevarestyrelsen har givet tankstationen i Åbyhøj en sur smiley for hygiejnen.
Indvendigt i opvaskemaskine er slimede, gullige belægninger
Skimmel-lignende vækst, skidt og snavs
Seneste besøg var 3. januar, og ved den lejlighed konstaterede Fødevarestyrelsen flere mangler ved rengøringen - blandt andet skidt og snavs under flere reoler på lageret, og samme sted fandt man også mørkebrune belægninger i en håndvask. Og der var flere ting, som den tilsynsførende kunne skrive i sin rapport:
»I kølerum, hvor der opbevares fødevarer som bake-off kager, er der skimmellignende vækst på ventilator og hylder, samt reoler,« lyder det i kontrolrapporten.
Styrelsen noterer også store ansamlinger af sort spindelvæv mellem fryser og kølerum, og ude bagved en reol i butiksområdet er der ansamlinger af støv og mere skidt og snavs.
Fødevarestyrelsen gjorde sig også et tvivlsomt fund et sted, man umiddelbart ikke lige vil regne med var beskidt.
»Indvendigt i opvaskemaskine er slimede, gullige belægninger,« lyder det i kontrolrapporten.
Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport, at Q8 ikke har nogen bemærkninger til den tilsynsførendes rapport.
Din Avis Aarhus har forsøgt at få en kommentar fra Q8, virksomheden er dog ikke vendt tilbage på avisens henvendelser.