Her bygges stort p-hus i Aarhus
Planer om nyt p-hus i Sydhavnen i Aarhus er sendt i offentlig høring.
Aarhus Byråd har behandlet planen for, hvordan det kommende parkeringshus Kulhuset i Sydhavnen i Aarhus kan komme til at se ud, og nu får aarhusianerne mulighed for at komme med deres mening i en offentlig høring.
Ifølge en pressemeddelelse fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune lægger lokalplanen op til, at parkeringshuset skal blive en attraktion i det nye kvarter. Tagetagen er udformet som et landskab og indrettes med beplantning, udsigtssteder og plads til, at man kan slå sig ned og nyde området fra toppen.
»Vi gør en dyd ud af at bygge videre på historien, så vi bevarer den urbane og kreative stemning, som i forvejen er i Sydhavnen. Det er en kæmpe foræring, at man allerede kan fornemme sjælen og det levede liv i den del af Aarhus. Og så skal bygningen bidrage til bylivet, vi gerne vil fremme i området, samtidig med at vi løser det parkeringsbehov, som kvarterets medarbejdere og besøgende helt naturligt vil have,« siger Nicolaj Bang (KF), rådmand for Teknik og Miljø, i pressemeddelelsen.
Tagfladen vil kunne tilgås fra terræn via ramper og trapper og bliver desuden forbundet med Kulbroen, som er den kommende gangforbindelse på den gamle kulkranbro. Den vil via en ny bro over Spanien give direkte adgang til Frederiksplads og videre til Bruuns Galleri og Aarhus Hovedbanegård, så havneområdet bliver bundet sammen med midtbyen.
Forslaget til lokalplanen lægger op til, at selve huset bliver i seks etager med med plads til 800 parkeringspladser. Facaden følger tagets form og bliver lavere mod byrum i mindre skala og højere mod høj bebyggelse. Parkeringshuset beklædes i rustrøde farver, f.eks. i stål eller aluminium, så det passer til eksisterende og nye bebyggelser i Sydhavnen, der er opført i røde teglsten.
»Kulhuset bliver en del af Aarhus’ skyline, og derfor er det særligt vigtigt for mig, at det er nøje afstemt med omgivelserne. Det synes jeg er lykkedes her, hvor byggeriet ikke er så højt, ligesom facaderne kommer til at passe til områdets lidt rå udtryk,« fortsætter Nicolaj Bang i pressemeddelelsen.
jwh