Pas på: Her er der tæt tåge fra morgenstunden
DMI melder om tæt tåge i det meste af Jylland fredag morgen.
Skal man ud i morgentrafikken fredag, er det en rigtig god idé at være ekstra påpasselig. Især hvis der er tale om køre- eller cykelture i det jyske, hvor DMI melder om tæt tåge fra morgenstunden og det meste af formiddagen.
»I Jylland er der fra morgenstunden risiko for tågebanker af rimtåge, og det tager nok det meste af formiddagen før temperaturerne får arbejdet sig over frysepunktet og tågebankerne er helt væk,« skriver meterolog Erik Hansen på DMI’s hjemmeside, hvor han fortsætter:
»I løbet af dagen kommer der også lidt sol flere steder, og her er chancerne bedst i den vestlige del af landet. Højeste dagtemperaturer lander mellem 1 og 4 grader, koldest i Jylland og varmest på Bornholm.«
Det er hele Jylland pånær den allernordligste del, hvor der fredag morgen er risiko for tæt tåge. DMI forventer tæt tåge eller rimtåge mange steder med sigtbarhed under 100 m.
jwh