»Klimasmart transport« får flere millioner fra statskassen
Kunstig intelligens skal hjælpe med at reducere Aarhus Kommunes CO2-aftryk.
»En smallere og bedre udnyttet flåde af biler sparer både penge og CO2.«
Konklusionen baserer sig på udregninger fra en kunstig intelligens, som Aarhus Kommune i samarbejde med andre nærliggende kommuner er i gang med at udvikle.
Værktøjet hedder »FleetOptimiser« og det skal hjælpe med at holde styr på brugen af kommunens biler. Ved hjælp af analyser udregner kommunens kunstige intelligens, hvilken sammensætning af biler, køreplaner og ruter, der sparer klimaet og pengepungen mest.
»For takket være en bevilling på 10 millioner kroner fra Digitaliseringsstyrelsens pulje for nye teknologier, kan vi sætte turbo på at realisere det gigantiske potentiale, der er for at reducere udledningen af CO2 fra transport i de danske kommuner,« skriver Joachim Daus-Petersen, flådestyringskoordinator, i en pressemeddelelse.
Sidste år belastede Aarhus Kommunes biler klimaet med 1.100 ton CO2.
Tid og penge
Koordineringen af kørsel er en omstændig opgave for flere kommuner mener Aarhus Kommune.
»FleetOptimisers kunstige intelligens kan lave analyser på sekunder, som gør det muligt at vurdere, om en kommune har den bilpark, den har behov for. Man kan nemt afprøve forskellige scenarier i form af simuleringer og få værktøjet til at foreslå en optimal sammensætning, hvor konsekvenserne kan ses med det samme,« fortæller flådestyringskoordinatoren.
På grund af potentialet i nemt at sammensætte kommunernes kørselsplan er Aarhus Kommune gået sammen med blandt andre Syddjurs, Favrskov og Slagelse Kommune med at udvikle systemet.
I alt er 11 kommuner, to regioner og Forsvarsministeriets Materiel- og indkøbsstyrelse klar til at bruge det nye værktøj. Aarhus Kommune mener, at inden for de næste par år vil endnu flere hoppe på vognen.
Ikke alle omlægninger er svære tekniske udregninger.
»Simuleringer peger på, at cykler kan erstatte biler som transportmiddel på mange daglige ruter,« fortæller Joachim Daus-Petersen.
Optimeringen af kørselsplanen kan spare kommunerne både tid, penge og CO2 konkluderer flere simuleringer.
nln