Aarhusianske Torsten Gejl er ny spidskandidat til Folketinget for Alternativet
Partiet skulle vælge afløseren for Josephine Fock, som i sidste måned meddelte, at hun forlod partiet
På et opstillingsmøde torsdag 25. oktober valgte Alternativet Østjylland ny spidskandidat og fire yderligere nye folketingskandidater. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.
Der skulle vælges en ny spidskandidat i stedet for Josephine Fock, som i sidste måned meddelte, at hun forlod Alternativet for i stedet at blive ny direktør for Dansk Flygtningehjælps integrationsafdeling.
På mødet valgte den østjyske afdeling af partiet, at Torsten Gejl (MF) er ny spidskandidat i Østjylland.
“Jeg er kommet hjem. Jeg er født og opvokset i Aarhus og bor på Djursland. Jeg glæder mig til at gå forrest i et fantastisk kandidatfelt i Østjylland. Vi skal på gaden og tale bæredygtig omstilling på alle tre bundlinjer med østjyderne. Med ny politisk kultur,” lyder det fra ham i pressemeddelelsen.
Foruden Torsten Gejl valgte Alternativet yderligere fire nye folketingskandidater:
Line Aaen
Birgitte Kehler Holst
Nilas Bay-Foged
Rasmus Foged
jwh